Den sure gamle anmelder satte sig højtideligt ved tastaturet, tynget af bekymringer over sædernes forfald. Han studerede sine krøllede noter og nikkede anerkendende til sig selv over de mange dybsindige iagttagelser:
– Ovalbanens uendelige monotoni
– Variationer over en trist takt
– Masser af løft, men ikke særligt opløftende
– Hvad laver de derude på lænden?
– Kandarer og kedelig cola
– Nedbarberet naturhest
– Flyvende pas uden landingsbane
– Tennessee Walking Horse´s lådne lillebror
– Vildledte juniorer på voldsomme vallakker
– X-faktor tölt
To dages tölttivoli og udstyrsmarked i en messehal i Odense giver inspiration til adskillige artikler. Et stærkt koncentrat af, hvor dele af vores sport bevæger sig hen. Med de mange indendørs arrangementer, der har bredt sig som kogende lava ud over kontinentet de seneste år, ligner vores shows i stigende omfang en langpelset udgave af tilsvarende amerikanske shows for Tennessee Walking Horses. Om nogle år vil man næppe kunne kende forskel, hvis man chekker You-Tube.
Det er måske ikke så mærkeligt. Vi har hallernes kunstige lys, popmusik, junkfood, og udstyr/teknik til fælles. Men endnu mere iøjnefaldende er det, at begge slags shows foregår på en ovalbane, med de meget begrænsede muligheder dette giver for at vise en ekvipages kvaliteter, og efter et bedømmelsessystem der primært honorerer spektakulære bevægelser. Jeg tror ikke, der er nogen, der ønsker, at vi ender med at ligne TWH, men med de sidste 10-15 års udvikling, er det den vej, det går.
Ifølge det beklageligvis aflyste oplæg, þorvaldur Árnason skulle have holdt under World Cup (tilgængeligt som powerpoint på www.feif.org), arbejder man nu på at inddrage konkurrenceresultater i avlsværdivurderingen. Det indebærer, at man i stadig større grad vil specialbygge den islandske hest til ovalbanepræstationer. For mig at se har det uhyggelige og vidtrækkende konsekvenser. Hvis det er den vej, udviklingen går, håber jeg, nogle vil være med til at protestere.
Morten Sau
Indlæg bragt i TÖLT april 2010