Det pointeres ofte, at forfattere skriver den samme historie igen og igen i deres forfatterskab, måske med nye hovedpersoner og steder, men med samme grundkonflikt eller tema. Ikke at jeg er forfatter, men jeg kan godt se tendensen i mine artikler. Jeg er dybt forelsket i skildringer af ridningen på Island før den europæiske indflydelse fra 1950. Det kan se ud som om jeg dyrker en romantisk forestilling om islænderridning som noget, der primært burde foregå på frilandsmuseer. Jeg er ikke imod udvikling. Men jeg fortsætter min personlige protest mod at islandshesteverdenen pynter sig med historiske gevandter som en del af markedsføringen, samtidig med at man i ridning og avl fjerner sig mere og mere fra rødderne, og dermed ender med at have alle de samme usunde tendenser som resten af hesteverdenen. Jeg nævner i flæng: Accelererede tilridningsforløb, avlmål der kun tilgodeser eliteryttere, holdbarhedsproblemer, kommercielle interessers dominans og en bredde der er overladt til sig selv.
Hvis vi skal undgå, at alle spor af fortiden slettes, og vi blot er en del af det store transeuropæiske ridecirkus, skal vi kæmpe benhårdt for at holde fast i, at vi har en anden historie, en sundere hest og en større mangfoldighed. Jeg kan allerede høre nogen trække ”töltargumentet” op. -At vi aldrig vil ende med at ligne de andre, fordi vi har de ”islandske gangarter”. Men det er det det dårligste argument, man kan komme med, når vi ikke fastholder de historiske kvaliteter ved islandske gangarter, nemlig variation og komfort i ridningen over lange stræk, eller for passens vedkommende, væddeløbstempo, men laver islandske gangarter om til showbevægelser.
Her vil jeg gerne præsentere mit seneste fund i sagens tjeneste. Som regel finder jeg mine kilder på biblioteker og antikvariater. Men så traf jeg en Kira Moss, som det meste af livet har været optaget af nordlysfænomenet. Via sin interesse kom hun på sporet af den danske forsker Sophus Tromholt. Og sidste år udkom endelig den smukt betitlede bog; ”Nordlyset og skæbnen er jo lige uransagelige”. (i øvrigt skrevet sammen med Peter Stauning). Kira fortalte, at Tromholt havde skrevet om sit ophold på Island, og ad denne vej fandt jeg frem til denne perle. Jeg har håndplukket de bedste bidder, hvor Tromholt møder de islandske heste. Som altid har jeg bevaret den oprindelige retstavning. Hold ud!
Breve fra Ultima Thule
Indtryk fra et ophold paa Island
Af Sophus Tromholt
Cilius Gravenhorts Forlag 1885
Her kommer den første præsentation af hestene:
”Hvad renen er for lapperne, det repræsenteres for Islands Vedkommende af to Dyr, Heste og Faaret. Den første er Islands aldrig svigtende, tro og udholdende Befordringsmiddel, men da dens kjød ikke kan spises – og Islænderne har endnu bevaret Traditionen om, at Hestekjød er en hedensk spise; de faa, som benytter det, foragtes af den øvrige almue – maate Faaret træde til som Leverandør af et fortræffeligt Næringsmiddel. Faarene og deres skrækkelige Ledsagere, Echinococcerne, ser man dog ikke meget til her i Reykjavik, men Hesten træffer man alle Vegne. Det er nogle høist elskværdige skabninger, disse smaa islandske Heste; Lidt klodsede og uformelige i deres uldagtigeVinterdragt; godmodige og fredsommelige spadserer de som Hunde rundt omkring i gaderne. Aflægger Visiter i Gaardene og gjør overhovedet, hvad de har Lyst til. De fleste holdes ikke i Stald, men maa paa egen Haand sørge for at skaffe sig lidt Føde; et yndet Opholdssted for dem er Stranden, hvor de æder tang og andre Sager, som Havet kan skylle op. Det er nogle fortræffelige Skabninger, disse islandske Heste, det vil De indrømme, saa snart De har gjort nogle Rideture paa dem; man sidder paa dem som paa en Sofa, og de galopperer afsted som en Lynild. Hvad Reiserne med Ren var for mig i Lapland, det er Rideturene her. Lange er disse rigtignok ikke, det forbyder baade Føret og Veiret; men de danner dog en dog en behagelig Afveksling i det daglige Livs Ensformighed”. (s.61)
Om den islandske pisk, svipur, anvendelsen af denne og om ridestilen:
”Blandt de for Island karakteristiske ting maa nævnes Ridepisken. Den består af et kort, temmelig massivt skaft, der ofte er prydet med smagfulde Sølvforsiringer; til en ring i dets øverste Ende er fastgjort en lang og bred Snært af Læder. Piskeskaftet holdes, naar Pisken ikke er i virksomhed, omtrent paa samme Maade som Frederik den Femte holder Kommandostaven paa Amalienborg; var denne høisagelige Herre i stand til uophørgeligt at sparke benene ind mod Hestens Bug, vilde han i endnu høirere Grad gjengive Billedet af en ridende Islænder”. (s.111)
Jeg har for nylig blandet mig i debatten om ryttervægt i forhold til hestestørrelse. I den forbindelse pegede jeg på, at ryttere på Island tidligere må have været meget tungere end vi er i dag, alene på grund af vægten af beklædning og udstyr. Her er belæg for den påstand:
”De skal her faa Opskriften for det Tilfældes skyld, at De nogen sinde skulle være saa dumdristig at reise til Thingvalla i Midten af Mai. Jeg har da i hvert Fald gjort mit til, at De ikke risikerer at fryse ihjel underveis. For at begynde med overkroppen og gaaende indvendig fra udad: en islandsk Uldtrøie, en natskjorte, en mansketskjorte, en Vest, en islandsk Uldtrøie, en Frakke, en rejsekappe. Saa de nederste regioner: et par uldne Underbenklæder, et par dito dito, et par almindelige Permissioner, et Par Ridebukser; end videre et Par Uldstømper, nok et par Uldstrømper og et Par reisestøvler, der naar fra Foden til Hoften. Desforuden adskillige Smaating, som f. Ex. to Uldhandsker paa høire Haand og tre Uldhandsker paa venstre Haand (Vindsiden). Det var følgelig en hel Ekviperingsbutik, jeg gik og bar paa; jeg var en Slags levende kinesisk Æske med det ene Æskehylster udenom det andet. Jeg bør, for at være fulstændig, endnu tilføie, at jeg desuden medførte et helt Sæt Olieklæder, som skulde anbringes uden om alle tidligere nævnte Hylstre, saafremt det blev regnveir.
Denne Paaklædning kan formentlig næppe anbefales til nogen, der agter at udføre en graciøs solo i en ballet; heller ikke er det saa ganske let med den at stige til Hest; men er man først lykkelig og vel, om end noget ubehændig, kommen op i Sadlen, faar man under de 10 Timers Ridt over Fjældheden rig leilighed til at erkende, at den under Veirforhold som de omtalte er probat. Det eneste Supplement, jeg kunde have ønsket mig, var en fjerde Uldhandske paa venstre Haand”.
Om at rejse på Island:
”Ligesom man ikke godt kan foretage en Reise i Lapmarkerne uden Fører, Saaledes er ogsaa i det Lige saa uveisomme Island En Følgemand en absolut Nødvendighed for dem, der ikke er fuldstændig fortrolig med Egnen. En saadan Herre faar 2-3 kroner om Dagen foruden Hest, der koster lige saa meget. Min Følgemand var en skikkelig halvgammel Person, Isak ved Navn; han opførte sig saa pynteligt, at jeg slet ikke har noget at fortælle om ham. Foruden ham bestod mit Reiseslskab af tre Heste; den ene til Isak, den anden til min Bagage, væsentlig bestaaende af to fotografiske Apparater, og den tredje til mig plus min syvdobbelte Beklædning. Ogsaa Hestene var så respektable og i deres Optræden saa normale- ikke et eneste fald, ikke en Smule Løben Løbsk, hverken overdreven Dovenskab eller overdreven Livlighed- at heller ikke de er i stand til at forøge det Stofkvantum, som min reise kastede af sig. Men da man umulig kan tale om Reiser på Island uden at omtale Hestene, og da mine tre som sagt ikke extravagerede i nogen Retning, skal jeg sige et Par Ord om de de islandske Heste i Almindelighed.
De synes maaske, at det har jeg gjort tit nok før i mine tidligere breve. Det kan gjærne være; men lige saa lidt som man kan skrive et Brev fra Lappernes Land uden stadig at komme tilbage til Renen, lige så lidt kan en Fremmed paa Island lukke sine Øine for det Særpræg, som Heste her paatrykker alle Forhold. Det er en alt for bekjendt Sag, at man paa Island kun kan reise til Hest; selv om her fandtes Vogne, vilde man have lige saa megen Nytte af dem, som en Sælhund af et Kronometer. Grundbetingelsen for Vogne er Veie; thi Vogne, som kan passere over det islandske Terræn, saaledes som det foreligger fra Naturens Haand, er endnu ikke opfundne. Sneen ligger sjældent saa tyk og så længe, at den kan bane Veie over Fordybningerne og Forhøiningerne, og derfor er slædernes antal lige så stort som i Sahara. Elvene kan i nogle Tilfælde befares i båd, men notabene kun på tværs; Jernveie paa Island bliver formodentlig først anlagte af den samme Ingeniør, der bygger en Jernvei til Maanen; og Flyvemaskinen venter endnu paa sin Opfinder. Ergo er man henvist til Hesten”. (s.142)
Han kan være lidt omstændelig, den gode Tromholt, men nu kommer detaljerne:
”Men revenons à nos moutons. (tilbage til emnet)
Intelligens, sikker Gang, Udholdenhed og Nøisomhed i Føde og Pleje; det er de fire egenskaber, der gjør den islandske hest til den for Landets Tarv saa udmærket skikkede, uundværlige, uvurderlige Dyr. Der er vist ingen fremmed Reisende, der har forladt landet, uden at sige disse smaae, hæderlige skabninger, der kun naar et Menneske til Brystet, et taknemmeligt, maaske vemodsfyldt Farvel. Hvor mange der findes i Landet, vil De måske få en Ide om, naar jeg siger, at der er mere end halv saa mange Heste på Island som Mennesker. En stor Del bruges kun som Lastheste; andre dresseres til rideheste. Af disse er de bedste de såkaldte Skeidheste eller Pasgængere; de flytter som Kamelen og elefanten begge Ben paa hver Side samtidigt, en for Rytteren meget behagelig Gangart. Priserne varierer adskilligt; man kan faa Exemplarer for 50 Kroner, men de er vistnok som oftest af en saadan Beskaffenhed, der ikke skal opmuntre Kjøberen til tiere at indlade sig på en saadan Forretning; et nogenlunde anstændigt Individ, en ”Flaadeholder”, koster ca. 100 kr, en antagelig Ridehest 200 Kroner og mere. Unge, udresserede Heste kan kjøbes for et halvt hundrede Kroner. Denne forholdsvis lave Pris og Hestenes gode Egenskaber har medført, at der i løbet af de senere Tider har udviklet sig en ikke ganske ubetydelig Export af Heste til Skotland; i Sommermaanederne befarer to engelske Dampskibe Island i denne Anledning. De fleste af Hestene kommer til Anvendelse i engelske Kulgruber paa Grund af deres ringe Høide. Hvorvidt denne Islændernes en-gros Forvandling af deres brave Dyr til rede Penge – der for øvrigt er lige så sjældne her, som hestene er hyppige – i længden kan være heldig for befolkningen, skal jeg lade være usagt. For at berøre et andet Punkt angaaende Hestene, hvor islænderne uden Tvivl handler mod deres egen Interesse, skal jeg omtale, at der intet Hensyn tages til, hvad man kalder Avlsvalg; jeg ved ikke, om Islænderne muligvis stoler paa, at Darwins ”naturlige avlsvalg” skal gjøre alt, hvad der behøves; det turde i hvert Fald være sikrere at følge eksemplet Exemplet fra andre Landes Hesteopdrættere: at komme Naturen lidt til hjælp.
Min Pakhest var bleven belæsset paa den sædvanlige maade: Et slags sadel, bestaaende af et Par Græstørvspuder lægges på Hesten, og til nogle opstaaende Kroge befæstes bagages, helst lige meget paa hver side – det er altså omtrent samme Maade som den, paa hvilken man i Norge benytter Hesten som Lastdyr, hvor vogne ikke kan anvendes. I denne Tid har man ofte Leilighed til at se mængder af saaledes belæssede Heste drage til eller fra Byen; de anbringes i række bag hverandre; et om underkjæben bundet Reb er med den anden Ende fæstet til den foran gaaende Hests Hale – som det synes, en for begge Parter temmelig barbarisk fremgangsmaade. (Endnu galere ser det dog ud, naar en Ko skal transporteres; den bindes nemlig med et Reb til Halen af en Hest; denne har saa den lystelige Opgave at trække afsted med Bæstet, men da de islandske Køer er lige så stædige Skabninger som Køer alle andre Steder i Verden, gaar det ud over den stakkels Hestehale og dennes beklagelsesværdige Eier. Jeg gad vide, hvad de blødhjærtede, dyrebeskyttende Damer, der er nær ved at sætte Verden paa den anden Ende, naar en dansk Hund faar mavepine vilde stille op, saafremt de blev Vidner til, hvad en islandsk Hest maa og vel ogsaa til Dels kan taale). De lange Rækker af belæssede Pakheste kaldes Læster; de svarer ganske til Lappernes Raider eller Kjæder af Rener og Pulke”. (s.148)
“Enkelte Steder ligger Lavaen med hvælvet, glat Overflade, som om den som om den var skuret eller poleret; naar Hesten spadserer op ad eller ned ad saadanne glatte Skraaninger med samme Lethed og Sikkerhed, som en Flue, der promenerer paa et Spejl, maa man spørge sig selv, om Hesten ikke som Fluer og adskillige andre lavere dyr har Sugeskaale under Fødderne.” (s. 205)
Dette sidste citat kan, i de forkerte hænder, bruges som et argument imod dressurridning. Tromholt møder en dansk skolerytter:
”I det hele taget, naar man først er bleven noget vant til de islandske Heste, og de islandske Veie, taber disse sidste en hel Del af det afskrækkende Ydre, hvormed de i Begyndelsen præsenterer sig for den Fremmede. En saadan har i Regelen tidligere kun set Veie, der er lige så jævne som et bonet Salongulv; han kjender kun Heste, der blot kan rides paa den Slags Veie, og tror derfor, at hver eneste af de tusinder af Stene, som det er en formodentlig meget fjærn Fremtid forbehold at bortskaffe fra de islandske Veie, kun venter paa en Rytter for at styrte ham fra Hesten. Jeg red for nylig til Havnefjord med en kort i Forveien ankommen Dansker; han har gaaet i den høiere Rideskole, hvor man lærer at ride Volte, traversere og versere og andet Sligt, der i Parenthes bemærket ikke duer for en sur sild paa Island. Jeg troede, at min unge Ven, som Følge af sine sine mange Ridekundskaber skulde vise sig at være en Pokkers flink Rytter i Sammenligning med mig, der aldrig har havt og vel heller aldrig faar noget Begreb om, hvorledes man egentlig skal sidde på en Hest efter Kunstens regler, og for for hvem Udtryk som som Schinkler og Kandar er dybe mysterier. Men hans Ridt til Havnefjord blev rigtignok alt andet end et Cirkusnummer – det skulde da være et af dem, hvor Clownerne optræder. Først var han bange for den brave hvide Hest, jeg havde skaffet ham, og vilde absolut bytte med min gamle, brogede Krik; men da nogle Tilstedeværende gav ham deres Æresord på, at den hvide i enhver Henseende var langt at foretrække, tog han Mod til sig og steg i Sadlen. Saa kom vi ud paa Veien, hvis Stene havde en ganske overordentlig Indvirkning paa ham. Hver Gang jeg i et latterligt langsomt Trav kom et par Hestelængder foran ham, raabte han; ”Tromholt, hør!” og naar jeg standsede nysgjerrig for at høre, hvad interessant han havde at berette, var det ikke andet end en Formaning om ikke at ride saa voldsom hurtigt; naar han saa lidt efter var nogle Skridt bag mig, lød der atter et bønligt Raab: ”Vent Tromholt, vent!” og naar jeg da saa mig om efter ham i den Tro, at han Havde brækket en halv Snes Arme og Ben, var der ikke andet på Færde end før. Ikke alene Veien faldt slet ikke i Kunstrytterens smag; der var mange andre Viderværdigheder. Snart var der noget galt ved Tømmen, som han sad og strammede med begge hænder, ligesom om han skulle stoppe et Iltogs Lokomotiv, snart var Stigbøilerne for lange eller for korte; snart snublede Hesten, snart sad han daarligt i Sadlen. Da vi havde redet i fem Minutter, bad han mig om at bytte Hest med ham; jeg føiede ham. Saa red vi andre fem Minutter, i løbet af hvilke han mente at gjøre en række forskrækkelige Opdagelser, blandt andre, at hans nye Ganger var halt. Han bad mig atter at bytte Hest med ham, og jeg føiede ham atter. Dermed var Jeremiadernes Ende langt fra nået, den nåede vi først samtidig med Reisens Ende , og deres antal var lige saa stort som Veiens Stene. Enhver Fodgænger, vi mødte, blev anmodet om at undersøge Hestens ene Forben, hvor Skoen ikke sad ganske fast, og blev ængstelig raadspurgt, om der kunne være nogen Sandsynlighed for, at den ikke vilde falde af, inden vi nåede Havnefjord.
Moralen af denne Tragedie er: Lær ikke at ride af en Berider, eller glem i hvert Fald alt, hvad der hedder Kunstridt, og glem, hvorledes en normal Vei ser ud, saa vil De blive en udmærket rytter paa Island.” (s.195)
Udvalgt og kommenteret af Morten Sau
Bragt i Ishesten, december 2013 & februar 2014
Syntes godt om Sophus 🙂