Jeg har en gang i en klumme rost Gunnar og Marit så de rødmede, og har lovet dem aldrig at gøre det igen. Så her vil jeg nøjes med at glæde mig over, at der stadig kommer nysgerrige og bredt favnende klummer fra Stenholt. I sidste nr. af Ishesten omtaler Gunnar flere eksempler på tøbrud i islandshesteverdenen. Det er godt gået, fortsat at følge med i debatten, når man har været med i over et halvt århundrede. Og man må jo give Gunnar ret, der sker gode ting hist og pist.
Jeg rider stadig rundt med den store nejhat (gid jeg kunne tegne en karikatur af mig selv til hest med den hat). Jo mere islænderridning jeg ser, desto mindre lyst har jeg til at være en del af den verden. Så selvom de historier Gunnar fremhæver er positive, er de for mig også eksempler på, hvor langt udviklingen er gået i den forkerte retning.
Således er det glædeligt, at man vil lade sig inspirere af et fransk vurderingssystem, som angiveligt kan give sikre og behagelige rideheste, men det er tragisk, at man er nødt til at gå tværs gennem Europa efter kvaliteter, der burde være et adelsmærke og et avlsmål for islandske heste, og har været det i århundreder, inden afviklingen af den islandske ridehest fik fart på. Det er da virkelig at gå over åer, floder og et enkelt ocean efter vand.
Töltfimi eller Tölt in Harmony rummer opmuntrende elementer. En af de grundlæggende katastrofer ved sportskonkurrencer og avlsbedømmelser på islandske heste er, at de ikke fremmer den basale kvalitet, at hesten er styrbar (og kun i nogen grad at den er ”bremsbar”). At heste er styrbare er tæt forbundet med, at de er sikre og behagelige, som i ovennævnte ”franske” system.
Tölt in Harmony flytter ridningen væk fra hovslaget og sætter rytteren i en situation, hvor denne er nødt til at kunne ride hesten på et bøjet spor. Hvis en forudsætning for, at en præstation i Tölt in Harmony bliver honoreret, er at ridningen viser lethed og en hensigtsmæssig formgivning, er vi på rette vej. Der er lagt op til et brud med den traditionelle, islandske taksonomi (takt, tempo, bevægelse, form, udtryk) til fordel for den klassiske uddannelsesskala (takt, løsgjorthed, kontakt, fremadsøgning, ligeudretning, samling). Der er en beskeden chance for, at denne konkurrenceform kan puste supertankeren i en anden retning, men sandsynligvis er chancen allerede forspildt. For knap er ideen formuleret, før man kaster sig ud i at ride konkurrencer, smide optagelser på Youtube og trykke ”like” her og der.
Opgaverne i Tölt in Harmony er særdeles krævende, og fordrer helt andre kvaliteter, end dem man i dag uddanner ovalbaneheste til. Programmet indeholder figurer, som skal rides med langt større samlingsgrad og præcision, end det man ser på ovalbaner. Ja egentlig ser man efter min mening ikke samling på ovalbanen, men langsom og spændt tölt. Om tölt kan rides med hensigtsmæssig samling er lang diskussion, som vi må tage en anden gang. Den amerikanske gangartsekspert Lee Ziegler bruger udtrykker contained frem for collected i sine beskrivelser af de laterale gangarters biomekanik ved øget bæring, hvilket giver god mening.
Sandsynligheden for, at de samme ryttere på de samme heste, dømt af de samme dommere ved stævne efter stævne år efter år, kan honorere helt andre kvaliteter, end dem man plejer at have smag for, og virkelig vise harmonisk tölt, er meget, meget lille. Hvorfor ikke starte med en tænkepause, invitere gæstedommere uden for islænderverdenen, lave demonstrationsridninger, tænke bredt og kreativt, starte på en frisk og bruge et par år på det?
Sandsynligvis fordi islænderverdenen lider af en gennemgribende rastløshed og utålmodighed, og ikke kan udholde tanken om radikale forandringer. Og fordi mange er af den overbevisning, at det går ufatteligt godt og har store økonomiske interesser i, at der er god stemning i lejren, så flere gerne vil betale for at komme med ind i lejren. Men når man kaster sig hovedkuls ud i en ny konkurrenceform, risikerer man at fortsætte i de samme gamle mønstre, som vi har redet i alt for længe. Hvad gør man så efter to år, når Tölt in Harmony ligner alt det vi kender? Begynder forfra med Tölt in Tranqility?
Morten Sau
Bragt i Ishesten, august 2013