Om foredrag, tölt og pizzaens migrationsproces

Gunnar bad mig skrive et sammendrag af mine foredrag om den islandske hests historie. Problemet er, at jeg har skrevet så meget om emnet og holdt så (forholdsvis) mange foredrag, at artiklen vokser til noget, der ville kræve et særnummer af Ishesten. Jeg kan ikke få emnet kogt ned til et sammendrag. Men jeg vil gerne opfordre interesserede til at dukke op til mine foredrag for at være med til at debattere udviklingen i islandshesteverdenen. Kommende foredrag kan findes på hjemmesiden www.sausau.dk. Her kan man også finde stort set alle artikler og anmeldelser fra min pen.

Men invitationen til at skrive kan jeg ikke sidde overhørig, så her kommer nogle refleksioner fra Sauværket:
Antropologer har et fint billede på, hvordan fænomener via migration gennemlever en ændringsproces og senere modtages med begejstring af oprindelseslandet. Man bruger pizzaens historie som et billede på fænomenet. De fleste vil nok mene at vide, at pizzaen er noget, der stammer fra Italien, en flad dej med tomatsovs og fyld ovenpå.
Man regner med, at Napolis bagere fandt på at bruge ovnenes restvarme til at lave fattigmandskost af de usleste råvarer. Da fattige italienere efter Amerikas opdagelse i 1500tallet begyndte at emigrere til Amerika, tog de traditionen med sig. Tomater er en grøntsag fra det amerikanske kontinent, så først her begynder pizzaen at få tomatsovs på. Århundrederne går, og pizzaen breder sig til det meste af verden og bliver overlæsset med alverdens fyld. Den kommer endog hjem til Italien og bliver tilgængelig på restauranter. Men den skulle en tur omkring den nye verden for at finde sin endelige form, elsket af de fleste, også italienere, som betragter den som deres opfindelse.

Jeg har netop læst en artikelserie om mindfulness, et fænomen der har oplevet en tilsvarende ændringsproces (tak til Pernille Steensgaard). Mindfulness er en moderne, vestlig fortolkning af østens meditationstradition, frasiet buddhistiske forbindelser. Det ejendommelige er, at mindfulness er på vej tilbage til østen, hvor fremadstormende virksomheder har brug for nye tilbud til stressede medarbejdere. Men hvis en tibetansk munk fra et fjerntliggende kloster blev præsenteret for et dynamisk powerpointshow om mindfulness, ville han nok ryste på hovedet.

Min påstand er, at fænomenet tölt har været gennem en tilsvarende transformation. I alle de historiske kilder, jeg har opsporet med beskrivelser af tölt, og det er efterhånden en del, bliver den beskrevet som en gangart, hvis berettigelse er, at den er behagelig for rytteren. Ikke nødvendigvis som den eneste rejsegangart, men som en udmærket variation undervejs på turen. Efter den intensiverede eksport af heste til europæiske fritidsryttere efter 1960, og de europæiske dressurmissionærers trafik den modsatte vej, begyndte man at ombygge tölten til en præstationsgangart, som ikke har ret meget at gøre med dens oprindelige formål. Når vi diskuterer, hvordan tölt skal være, vil moderne ryttere (også islændinge) bruge argumentet om, at islændinge jo har redet tölt i århundreder, så de må da vide, hvordan den ged skal barberes (eller det får skal klippes). Jeg vil gætte på, at hvis vi kunne genoplive en islandsk bonde, der har været nedfrosset i en jøkel siden 1930, og vise ham nutidens ”tölt”, ville han ønske sig tilbage til jøklen.

Så tölt er ikke mere islandsk, end pizza er italiensk!

Morten Sau

Bragt i Ishesten, februar 2013

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.