Med kryds og kæde

Om det islandske stangbid.

Min T.2-klumme sidste år gav en lille krusning på en ellers meget blank overflade, men ikke ligefrem storm i DI-dammen. Derfor tak til Jens Krarup og Gunnar Jonsson for at reagere på mine skriverier. Bortset fra disse reaktioner virker det som om, man anser mine skriverier for at være et privat korstog. Morten har fået fine fornemmelser, men ellers er alt jo skønt, og vi vokser ud over alle bredder.  Jeg tror, vi taler forbi hinanden, så i denne klumme vil jeg forsøge at være meget konkret.

Jeg er af den overbevisning, at situationen er alvorlig, og at ridning på islandske heste bevæger sig i en helt forkert retning. Jeg er også ret overbevist om, at vi ikke kan blive ved med at fortsætte ad samme spor. Dyrerettighedsforkæmpere standser ikke ved stalddøren og nøjes med at blande sig i vores hestehold. Før eller siden vil man også stille spørgsmålstegn ved det etisk forsvarlige i at ride. De færreste hesteejere havde vel forestillet sig, at der ville blive lovgivet så detaljeret om hestehold, og se hvor vi er i dag. En helt nødvendig forberedelse på dette scenarie er at fortsætte med at diskutere, hvor ridning på islandske heste bevæger sig hen og at have en holdning til, hvad der er i orden.

Et eksempel på en negativ udvikling er anvendelsen af det kombinerede næsebånd sammen med det islandske stangbid. Denne konstruktion har altid været tilladt i gæđingakeppni, men blev for nogle år siden også tilladt i sportskonkurrencer. Anvendelsen har bredt sig med epidemisk hast. Den er ubehagelig af adskillige grunde:

1) Der findes ikke andre kendte ridekonkurrencer, der tillader både kandar og to næsebånd.
2) Størrelsesforholdet rytter/islandsk hest er blandt de mest markante blandt alle ridekulturer. Det er ejendommeligt, at de mindste heste skal rides med det kraftigste udstyr.
3) Det islandske stangbid stammer som andre blanke kandarer fra en ridetradition, hvor man rider på én hånd.  Biddet er blandt de kandarer, der har den længste underbom. Når man anvender 2 hænder og 2 næsebånd, rider man rundt med en mobil skruestik i hestens mund.
4) Kandarer skal anvendes med en eftergivende hånd. I dagens konkurrencer anvendes kandaren med konstant fast forbindelse til hestens mund, altså som en trenseforstærker. Den konstante forbindelse til hestens mund påvirker kæbens blodforsyning og følsomhed negativt.
5) Det kombinerede næsebånd har en hackamorelignende effekt. Hvis hesten forsøger at åbne kæben, overfører den skrå næserem et træk til hestens næseryg. Dette forstærker den samlede effekt. Se eventuelt www.sustainabledressage.com  for uddybning.
6) Det kombinerede næsebånd camouflerer ganske effektivt hestens eventuelle protester mod en hård hånd.
Indtil for få år siden kunne man klare sig uden. Er hestene blevet værre, kravene større eller kynismen og presset på hurtige resultater intensiveret?

Morten Sau
Note: Blank kandar= kandar uden underlagstrense.

Klumme bragt i TÖLT marts 2010

Dette indlæg blev udgivet i Klummer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.