Tanja Sau

Med alle de nicher og fraktioner inden for hver niche, der eksisterer inden for alle grene af rideverdenen, er det næsten umuligt at  beskrive, hvem man er som hesteperson og rideunderviser.

Dengang jeg begyndte at gå til ridning på den lokale rideskole, fandtes der ikke noget internet, hvor man kunne læse om alle mulige forskellige slags hestetræning og ridemåder.  Biblioteket havde et begrænset udvalg af titler på hylden. En af dem, der næsten altid stod på hylden hed “Lær at ride på en weekend”. Så vidt jeg vidste, var der kun “ridning” i disciplinerne dressur, spring eller military. Sportsridning var og er afgjort ikke mig, så det blev til turridning.

Hvor man finder sin plads i rideverdenen, hænger ofte sammen med, hvem man er, når man ikke er til hest.

For mit vedkommende har det været afgørende, at jeg som tweenager blev diagnosticeret med scoliose. I stedet for at acceptere sundhedsvæsenets tilbud om en operation, der ville gøre min ryg stiv men “lige”, valgte mine forældre at sætte mig i træning hos en Mensendiecklærer. Jeg trænede, og træner stadigvæk, med et særligt sammensat program af øvelser på at bevare min krop så symmetrisk som muligt, så jeg kan klare min dagligdag med færrest mulige gener af min skæve ryg.

Jeg havde trænet Mensendieck i syv år og redet hyggeskovtursridning i ti år, da Branderup ramte Danmark i 1998. Fra begyndelsen var jeg fuldstændig solgt, for hér var jo “Mensendieck for heste”: velovervejede, veludvalgte øvelser med det overordnede mål at lære rytteren at bevare hesten sund og stærk længst muligt.
Det gav perfekt mening, og gør det stadig, så jeg er blevet i systemet, mens der stille og roligt er gået 20 år.

For fjorten år siden passede jeg ind i Branderups system, og jeg bestod hans “eksamen i brugsridning”, Ridderprøven. Min prøvehest var en typisk repræsentant for den første danske generation af “aka-heste”: knabstrupperen Efreim. Noget af et korrekturprojekt. Notorisk løbe-løbsk-hest ude på tur og løbe-sig-ud-af-øvelsen-hest inde i ridehuset.
Undervejs i omskolingsprocessen blev Effe først svagtseende, siden helt blind, men bevarede hele vejen sit gode humør. Vi fortsatte med at hænge ud sammen, jeg var nu øjne for os begge, og Effe lærte mig derfor virkelig at ride hvert skridt.

I dag rider jeg stadig brugsridning. På min gamle overbyggede, og nu også “legalt” blinde, knabstrupper Bastian. På  Hr. Saus Ferrari-islænder Thora. Og på min omverdensskeptiske unge knabstrupper.
Jeg følger også stadig med i Branderups idéer, og deltager årligt i hans sommerakademi, hvor han redegør for sin aktuelle opfattelse af træning og uddannelse af heste.

I min ridning og undervisning holder jeg mig til den traditionelle akademiske uddannelsesstige, som Bent Branderup knivskarpt præsenterer den i “Klassisk ridekunst”. Her er de samlende og samlede øvelser en naturlig fortsættelse af en forudgående grundridning.
Min formidling af den akademiske ridekunst er stærkt farvet af både min personlige erfaring med at træne min egen skæve ryg og af min uddannelse som ridefysioterapeut: Det kan være svært for mennesker at ride rundt i cirkler, og det er svært for heste at gå rundt i cirkler.
Selvom jeg er en bevægelses-korrektheds-nørd, forsøger jeg at holde fast i, at vigtigst af alt er bevægelsesglæden.