En tung klumme…

Jeg kom til at love redaktøren en klumme med et juletwist. Det må have været i et virkelig svagt øjeblik. Hvis jeg forfalder til at flette hyggelige guirlandeklummer, ville jeg svigte mine trofaste læsere, alle 10.

Nuvel, her i december siger vi til hinanden, at det jo ikke er det, vi spiser mellem jul og nytår, vi bliver fede af, men det vi spiser mellem nytår og jul. Vores voksende omfang skyldes nok heller ikke, at vi herefter forsøger at strække julen til påske, men netop at vi henover årene fortærer mere end vi forbrænder.

Jeg holder som bekendt meget af at skue tilbage i den islandske hests historie. I det perspektiv er der ingen tvivl om, at vores heste har slæbt enorme mængder gods og godtfolk rundt på øen i århundreder. I rejseskildringen ”En sommer i Island” fra 1867 af C.W. Paijkull, en af de bedste skildringer af livet på Island i det 19. århundrede, beskriver forfatteren hvordan han, selv i de mest utilgængelige egne, besøger gårde med komplette indbo, herunder ovne, chatoller og skriveborde, som alt sammen er blevet båret dertil på hesteryg, henover flere fjeldpas.

Det er også til at regne ud, at en rytter i adskillige lag uld- og olietøj, i en sadel med støbejernsbøjler medsamt oppakning har vejet adskilligt mere end de fleste af os når op på, ikke mindst når man påtænker, at rejser på Island – indtil Island sprang ind i det 21. århundrede på rekordtid – ofte foregik med risiko for iblødsætning. For Island er også fjordenes og regnens land, selvom turistbrochurerne kalder det Land of Fire and Ice. Og etableringen af broer over fjordene kom der først fart på med bilernes ankomst til Island.

I det perspektiv kan man slet ikke tage sadelfabrikanter alvorligt, når de markedsfører deres produkter som særligt hestevenlige, fordi de er ekstra lette. Næ, vi kommer ikke uden om, at ud over hesten er det det, der sidder i sadlen, der udgør den tungeste del af ekvipagen. Og selvom islandske heste altså har båret tunge byrder i århundreder, er forudsætningerne i dag nogle helt andre. For det første har vi med vores ændrede avlsmål og intensive fodring ombygget hestene til en lettere og spinklere type. Og intet tyder på, at det har gjort dem stærkere, hverken naturlove eller holdbarhedsstatistikker. For det andet rider vi hestene på en helt anden måde i dag. Vi tilrider tidligere og vi rider hurtigere.

Men vi rider også i en anden tid, hvor vi udelukkende rider for sjov. Selvom folk ser sammenbidte ud på banerne, er det jo ikke fordi, de skal hente en læge til en barslende kvinde i nabofjorden. Og vi rider i en hesteverden, hvor vi ikke længere kan forstå os selv som en forfulgt minoritet. No man is an island hedder det i et berømt citat. Man er fristet til at omskrive citatet til ”No horse is an island” – ikke engang de islandske. Dermed mener jeg, at vi skal bedømmes på lige fod med andre hestekulturer. Det gælder i forhold til rideteknik, og det gælder i forhold til balancen mellem rytterens vægt og hestens størrelse.

Denne diskussion kan få internetfora til at eksplodere i løbet af få timer. Debattører, der fastholder at vægten er uden betydning, argumenterer netop med, at tunge, voksne ryttere på Island altid har redet islandske heste. Og hiver den gamle historie frem om, at en islandsk hest kan bære 100 kg i ti timer. Den anden fløj finder forskellige tommelfingerregler frem, herunder at en hest højst må bære 20 % af dens egen vægt. Begge fløje overser dog et grundlæggende forhold, nemlig at ridning i disse tider, hvor vi er så privilegerede, at vi kun rider for sjov, først og fremmest må fremstå harmonisk for beskueren. Og det gør ridning sjældent, når rytterens vægt nærmer sig en tredjedel af hestens.

Der er to løsninger: Hold vægten nede, eller find en større hest. Det er kættersk tale i dette blad, men der findes hesteracer, der slipper meget bedre fra at bære 100 kg.

God Jul!
Morten Sau

Klumme bragt i TÖLT december 2012

 

Dette indlæg blev udgivet i Klummer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.