I balance på hesteryg

Boganmeldelse:

I balance på hesteryg- vejen til bedre præstationer
Søs Fejerskov- Quist i samarbejde med Claus Toftgaard
Forlaget Saxo

Når man skriver om, eller på anden vis beskæftiger sig med ridning, står man egentlig altid over for et grundlæggende spørgsmål: Er det noget jeg gør for hestens skyld, eller er det en del af mit præstationsbehov? (Heste har som bekendt ikke ambitioner). Muligvis udelukker det ene ikke det andet, men i mange tilfælde spænder fænomenerne ben for hinanden: Wauwfaktor eller løsgjorthed? Peak performance eller en god dag? Effektiv eller skånsom?

For de fleste ryttere gælder, at der næsten ikke er grænser for alt det gode, man gerne vil gøre for hesten. Eksplosionen i behandlingsmuligheder for raske heste taler sit tydelige sprog. Massage, svømning, urter, fortsæt selv listen.  Men igen, er det for hestens skyld, for rytterens præstation eller (dårlige) samvittighed?

I stedet for at skyde genvej gennem diverse mirakelkure, kunne man jo også lære at ride, for sin egen og hestens skyld, eller for at optimere præstationerne. Undervisere fra alle lejre står klar for at lære os at blive bedre ryttere. Og undervisere har i århundreder skrevet bøger om, hvordan man rider. Her bevæger vi os ind i en vanskelig genre, som mange har knækket halsen på. For hvad er god ridning? Hvordan føles god ridning? Og hvordan lærer man at genkende den følelse?  Kan man overhovedet beskrive dette på papir?

Hele denne lange refleksion skyldes bogen: ”I balance på hesteryg – vejen til bedre præstationer” af Søs Fejerskov-Quist i samarbejde med Claus Toftgaard . En bog der allerede er verdensberømt i Danmark, idet flere store hestemagasiner har ”lånt” centrale kapitler i forbindelse med udgivelsen. Og altså en bog, som man modtager med megen velvilje. Bogen hævder at være ny på sit område, hvilket til dels er sandt, hvis man ser bort fra bøger oversat til dansk, herunder ”Det gode sæde” af Ina G. Sommermeier og Sally Swifts ridepædagogiske klassiker ”Centreret ridning”.

Jeg vil også gerne modtage ”I balance på hesteryg” med velvilje, både fordi det er rosværdigt at fordybe sig i rytterens muligheder for at forbedre sin ridning, og fordi forfatteren selv er islandshesterytter. Desværre er bogen ikke specielt vellykket. Det kan skyldes, at der ikke er så mange bøger at læne sig op af, eller at forfatteren forsøger at gabe over flere temaer end godt er. Dele af bogen, især kapitlerne om kost og afspænding, gentager formaninger, som man ikke kan åbne et livsstilsblad uden at få i nakken. Det er eksempelvis lækkert med fodøvelser, men indtil videre bruger de fleste ryttere hænderne mere end fødderne i deres ridning, så hvorfor indeholder bogen ikke også øvelser for hænderne?

Et centralt begreb i denne bog er naturligvis ryttersædet. Her tyr forfatteren til et absolut lavpunkt i ridelitteraturen, idet hun viderebringer Müselers stoleøvelse, hvorunder man ved bevægelse af lænden skal tippe en stol på ”forbenene”. Dette er af to årsager en komplet ubrugelig øvelse i forhold til ridning: Dels bringes hesten naturligvis på forparten, hvis samme bevægelse udføres på hesteryg. Og dels findes der ikke en naturlig gangart, hvor hestens rygmuskler skaber en bevægelse, der synkront fører begge rytterens sædeben frem. Derfor dukker et centralt spørgsmål op: Hvordan forstår forfatteren sædets betydning, når hun gentager Müselers katastrofe? Afspændingen, balancen, den gode holdning, alle plusordene skulle vel medvirke til, at rytteren bliver i stand til at føle og følge hestens ryg?

Apropos gangarter så ærgrer det mig, at forfatteren med sin islænderbaggrund ikke interesserer sig mere for ridning på islandske heste. For islandshesterytterens opstilling er det karakteristisk, at man sjældent har kontakt til hesten med underschenklen. Det betyder udfordringer for balancen, men det interesserer bogen sig ikke for. Forståelse af hesteryggens dynamik i tölt og rytterens sæde i tölt er et stort rideteoretisk vakuum, som også fortjener at nogen går i dybden med stoffet. Og endelig er tölt på grund af den hurtige takt en udfordring for ekvipagens vejrtrækning, så når bogen interesserer sig for vejrtrækningen, hvorfor så ikke beskrive vejrtrækningen i tölt?

Bogen anbefaler i kapitlet om balancetræning forskellige yogaøvelser. Der findes uendeligt mange gode balanceøvelser i yoga, men de viste er ikke de store udfordringer for balancen. Til gengæld er det udmærkede styrkeøvelser for muskelkorsettet. En del udstrækningsøvelser i bogen skal foregå i sadlen. Man kan uden problemer lave udstrækning på landjorden, så man kan undre sig over, hvorfor hesten skal lægge ryg til. (Unge heste har i øvrigt SLET ikke godt af at stå stille med vægt på ryggen.)

Billedmaterialet er bogens svageste punkt. Adskillige billeder svarer ikke til tekstens indhold. Eksempelvis billedet side 20: Billedteksten kommenterer, at rytterens opstilling er ideel, og at der er mindst mulig spænding både hos hest og rytter. Selv om billedet er taget skråt forfra, i stedet for det oplagt mere pædagogiske lige fra siden, ses tydeligt, at rytterens overkrop er bag det lodrette plan – og hesten rides op mod hånden med et forkert knæk i halsen, så nakken ikke er højeste punkt. En ”flot fri trav”? I andre mere vellykkede billeder kritiseres småfejl.

Det bedste ved bogen? Man kan håbe på, at den giver flere ryttere lyst til at uddanne sig bedre – og at den næste bog om emnet kan styre uden om nogle faldgruber.

Morten Sau

Anmeldelse bragt i TÖLT februar 2010

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.