Foreningsdebat 2011

Foreningens bestyrelse har inviteret til debat om vores værdigrundlag. Godt initiativ. I den anledning er der oprettet et forum på foreningens hjemmeside. Har du ikke lagt mærke til det? Bare rolig, det er der 7999 andre, der heller ikke har (forudsat at vi er 8000 medlemmer). Jeg har lagt mærke til det, men at skrive der, har været som at råbe ned i en spand. Meget ensomt. Nu prøver jeg at råbe her i bladet i håb om, at det udgør en større megafon, og at andre kunne få lyst til at blande sig.

Som hesteforening arbejder DI i et minefelt af forskellige interesser. Om et værdigrundlag kan styre udviklingen i en bestemt retning, er jeg ikke sikker på. Men i det mindste kan arbejdet med at formulere værdigrundlaget give anledning til nogle refleksioner. Foreningens aktuelle værdigrundlag blev udarbejdet, imens jeg selv sad i bestyrelsen, så jeg er medskyldig. Det gik lynhurtigt, vistnok for at have noget at vise eventuelle sponsorer, hvis de skulle spørge. Læst i dag udtrykker værdigrundlaget en række problematiske holdninger. I nogle tilfælde er der tale om ”lovsjusk”, i andre er der nok tale om slet skjulte holdninger og særinteresser. For eksempel hedder det om SPORTEN blandt andet:
Vi stræber alle for som ryttere at give hesten gode muligheder for at udfolde sine talenter, derfor gør vi alle noget for at udvikle os som ryttere. Dertil er vores sport et godt hjælpemiddel”. Det lyder jo smukt, men det er det ikke. Heste har ikke ambitioner eller behov for at udfolde talenter. De har basale behov, og røde rosetter er ikke et af dem. Ikke engang i toppen af hestens behovspyramide. Så vi gør ikke hestene en tjeneste ved at ride på dem. Vi rider på dem for at udfolde vores eventuelle talenter, vores ambitioner. Vi rider for vores egen skyld, ikke for hestens. Man kan mene, hvad man vil om sportsridning, men at pakke den ind som en gave til hesten, det er et kunstgreb. Hvis værdigrundlaget skal udtrykke en grundlæggende respekt for hestens natur, skal der arbejdes med det afsnit.

Det er tilsyneladende også en ædel tanke, at sporten er et hjælpemiddel til, at vi ”udvikle(r) os som ryttere”. Også denne sætning rummer et kunstgreb. Formuleringen virker ganske tilforladelig, men når værdigrundlaget ikke rummer et ord om andre udviklingsmuligheder for ryttere, får det slagside. Dels antyder det, at foreningen ikke tager ryttere uden sportsambitioner alvorligt. Og dels gør det sporten til selve drivkraften i udviklingen af ridningen. Det er en holdning, man må sætte et meget stort spørgsmålstegn ved. Al erfaring viser, at i konkurrencer, hvor heste indgår som en sportsrekvisit, har ridningen en tendens til at udvikle sig i en retning, der ikke er til hestens fordel. Det gælder væddeløb, western, dressur, polo og så videre. Det er naivt at tro, at det af sig selv vil gå bedre for islandshesteridning.

En mere hensigtsmæssig udvikling af ridningen på islandske heste bør være en af foreningens klareste mål. Det skulle også gerne fremgå af foreningens værdigrundlag.

Morten Sau

Klumme bragt i TÖLT september 2011

Dette indlæg blev udgivet i Klummer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.