Hesten: En magisk følgesvenn i nordisk forhistorie
Kristin Armstrong Oma
Cappelen Damm 2011 (Norsk forlag)
Måske mest en bog for vikinger og andre nørder, men dem er vi jo også nogle stykker af. Bogens forfatter er arkæolog, og bogen bærer stærkt præg af den akademiske tradition, hun skriver i.
Bogen beskriver alle tilgængelige fund og kilder, der kan bidrage til at tegne et billede af hestens rolle i nordens kulturhistorie. Det vil sige forhistorisk rideudstyr, spor af heste fra offerpladser og grave, omtale af heste i skriftlige kilder, herunder Eddadigtene og sagaerne, hestemotiver på billedsten, billedtæpper, smykker og brakteater. Så fik jeg vidst det hele med. Nej, vi skal også have solvognen og krigerhjelme med. Selve fremstillingen af alle kilderne er vildt imponerende og interessant. Desværre er der ikke billeder af alle de mange fund, og det kan undre, for bogen er usandsynlig fornemt udstyret med stift bind med guldtryk og vignetter. En del af billederne viser varmblodsheste i moderne udstyr, og det udfordrer nok islænderfolkets konsensus om en politisk korrekt opfattelse af, hvordan nordiske heste så ud engang. Jeg forestiller mig, at det ejendommelige billedvalg kan skyldes, at forlaget lige havde billederne liggende alligevel.
Armstrong Omas fortolkning af fundene er en kende ensidig, og hun er i stand til at få stort set alle fund til at pege i én retning. Den gennemgående hypotese er, at man har opfattet hesten som et liminalt væsen, der kunne krydse grænsen mellem liv og død, mellem inde og ude eller mellem mennesker og guderne, et ekstraordinært væsen, der ikke lader sig begrænse af rammer og zoner. Det argumenterer forfatteren flere steder overbevisende for, men hun gør det så mange gange, at det bliver trættende. Den betydning, heste har haft i førkristen tid, som en direkte kontakt til gudeverden, er ifølge forfatteren også årsagen til det forbud mod at spise og ofre hestekød, kirken indførte, for at den kunne få større gennemslagskraft. Det kan undre, at det forbud ikke fik lige så stor betydning på Island, hvor man mig bekendt aldrig holdt op med at spise hestekød. Heldigvis, for denne ukristelige skik har jo været voldsomt avlsforbedrende.
Forfatteren er ikke rytter, endsige hippolog, og det giver nogle sære misforståelser. I bogen skelnes der ikke mellem ridning og ridekunst, og egentlig er det vel lidt af en tilsnigelse at kalde ridning i denne epoke for kunst, al den stund ridningen – så vidt man ved – endnu ikke havde bevæget sig ud over håndværksstadiet. Ganske vidst godt håndværk. En anden misforståelse er forfatterens antagelse om, at stangbid er hårdere bid end trensebid, det er alt for forenklet. Samarbejdet mellem hest og rytter beskriver Armstrong Oma først og fremmest som en metafysisk forbindelse, derved savner man en forståelse af den nuancering af den fysiske kontakt, som sker i løbet af hestens uddannelse. Jeg forestiller mig, at fortolkningerne af de mange fund ville have været bredere, hvis den var skrevet af en forfatter med rytterbaggrund. Man ser anderledes på heste, når man sidder på ryggen af dem.
Bogen er opbygget meget systematisk med omfattende noter og litteraturliste. Der er adskillige værker på listen, som vækker undertegnedes nysgerrighed. Det gælder også omtalen af de mange fund, der giver adskillige ideer til museumsbesøg, når rejsebudgettet tillader det. Bogen er på norsk, men det giver ingen forståelsesproblemer. Kan man leve med enkelte irriterende billeder rummer bogen en guldgrube af viden om nordens mytologiske hest.
Morten Sau
Anmeldelse bragt i TÖLT marts 2012