Under en tilfældig vandretur på det store net stødte jeg en aften på udtrykket en ond T2, om en præstation på en ovalbane. Sproget er en vildtvoksende plante, der ikke sådan lader sig roundup´pe. Bedst som man tror, der er luget ud i de værste gloser, antager sproget nye former og trives på de mest usle biotoper. Jeg har hørt om en ond spade, det er vist et udtryk for en støjende guitar og en ond profil, som er noget bildesignere kan, så store biler ser ud som om, de spiser små biler. Og et ondt bjerg i Tour de France, det giver næsten sig selv. Det er en aggressiv metaforik, men det er jo også morsomt, fordi man kan høre glimtet i øjet. Men en ond T2?
T2 er næst efter speedpas den yngste disciplin i FIPO. Den er lidt af et vanskeligt stedbarn, idet den lægger op til en bedømmelse, der nærmer sig tankegangen i gæđingakeppni, hvor man i højere grad bedømmer det bedste, man ser, i stedet for kvaliteten med fradrag for summen af fejl. Det var i hvert fald devisen, dengang jeg stadig havde licens til ovalens midte. Opgavedelen med løse tøjler har i følge dommervejledningen til formål at vise en hest med ”naturlig bæring”… ”som ikke har brug for rytterens støtte”. (RID 2009 s. 14)
I disse formuleringer gemmer sig nogle håbløst forkerte opfattelser af biomekanik og af den klassiske uddannelsesskala. Først og fremmest er bæring for langt de fleste hesteracers vedkommende ikke naturlig, men et resultat af gymnasticering. Man kan sagtens ride god tölt uden bæring – de fleste gør det hele tiden – men det er noget vrøvl at kalde et resultat af årelang gymnasticering for naturligt. Det er nærmest det modsatte – en kultivering.
Ifølge dommervejledningen skal hesten gå i balance og med naturlige bevægelser. Igen dukker udtrykket naturlig op, men hestens naturlige bevægelser ændres i det øjeblik, vi sætter os op på den. Ved god ridning kan man skabe en fysiologisk hensigtsmæssig bevægelse og en ny balance, men naturlig – det bliver den ikke. Desuden kan det undre, hvordan man overhovedet kan finde på at bruge udtrykket naturlig om en bevægelse, al den stund sporten tillader en omfattende kreativ hovføring med beslag og boots.
Ude på banerne har T2 vist sig at være en mærkelig gestalt. Moderne töltridning er blevet ridning mod hånden. Nogle vil påstå noget andet, men så må de pille stangbiddene og næseremmene af og bevise det. Men med alt det skub imod hånden bliver det svært, både for hest og rytter, pludselig at klare sig uden tøjlen. Når al den øvrige træning ikke tilstræber, at hesten bliver let i hånden, er det egentlig heller ikke så mærkeligt, at der er langt mellem de vellykkede præstationer i sidste opgavedel i T2.
Med formuleringen ”som ikke har brug for rytterens støtte” forsøger man i T2 at bedømme, i hvilket omfang hesten kan gå ”uden tøjlekontakt”. Det er imidlertid ikke nogen kvalitet i sig selv, at hesten kan gå uden tøjlekontakt over kortere eller længere stræk. En ovalbanes forløb er temmelig forudsigeligt, så det er relativt enkelt at holde kursen. Men hvis det kun er på ovalbanens spor, man kan ride uden at bruge tøjlerne, er det ikke sværere end at slippe rattet i Tivolis veteranbiler!
Ved systematisk uddannelse af en ridehest bliver rytteren i stand til at kontrollere og dosere bagbenenes afskub og forstærke deres bæring under ekvipagens tyngdepunkt. Rides hesten korrekt, engageres dens bagpart. Dette kan give en relativ rejsning og dermed aflastning af forparten. Så kan hesten blive let i hånden. – Det er en klassisk opfattelse af bæring, og det er en kvalitet, det er relevant at bedømme. Men det er ikke det, man bedømmer på banerne i T2.
Lad os til slut gennemføre et tankeeksperiment, T0(nul). Vi piller det inderste hegn af ovalbanen, men lader dommernes bedehuse stå. Opgaven går nu ud på at ride tölt med let tøjlekontakt i slalom mellem bedehusene i variable tempi – på speakers kommando. Se dét er en opgave, der rummer udfordringer, og som kan tydeliggøre töltens kvalitet og kvaliteten af hestens udannelse. Vinderen er dén hest, der bedst kan gå en stabil, smidig og styrbar tölt på en let hånd. Det er næppe den samme hest som den, der lige har vundet T2
Så T2 er ond, eller mere måske mere præcist umulig. Fordi den mere end nogen anden disciplin i FIPO så tydeligt viser, at bedømmelsesgrundlaget i sportsdisciplinerne er forkerte. Dels fordi det ikke er baseret på anerkendt viden om hestes gymnasticering, og dels fordi det ikke formår at sikre, at vinderen er hesten med den bedste tölt.
Morten Sau
Klumme bragt i TÖLT oktober 2009