Jeg bør vel indlede med at takke for den åbenhed, der ligger i at invitere en halvgammelt outsider som undertegnede til at skrive klummer i Tölt. Jeg er ganske beæret over at følge i Gunnar Jonssons fodspor. Det er fristende at benytte dette frikort til at brokke sig over det moderne DI´s vildfarelser, men det kan jeg jo altid gøre. Engang imellem må man huske at værdsætte de kvaliteter, som også er en del af historien om DI, og dermed historien om mig, fordi det er her jeg har trådt mine barnesko og slidt mine ridestøvler.

Gunnar og Marit er for mig blandt de mest betydningsfulde folk i det, man bedst kan betegne som islandshestebevægelsen. Det antydes ofte, at enhver rettroende islandshesterytter bør opleve Island mindst en gang. Det kan jeg bestemt tilslutte mig. Men så vil jeg tilføje, at den næste rejse bør gå til Stenholt, familien Jonssons landsted lige uden for Hillerød. Jeg har ikke advaret Gunnar og Marit om en truende invasion, så selvom gæstfriheden er en blandt mange dyder, kan det være, man lige skal ringe på forhånd. Selv kigger jeg forbi med jævne mellemrum, og hver gang kører jeg derfra inspireret og opløftet.

Det er moderne at formulere værdigrundlag i organisationer og virksomheder. Faktisk har DI også digtet nogle linjer engang, men lige nu er de vidst forsvundet i det store sorte netrum. Men de værdier, som tidligt har karakteriseret bevægelsen, forstår man meget bedre, når man tilbringer et par timer i Gunnar og Marits selskab. Af hensyn til pladsforholdene på Stenholt, vil jeg her forsøge at formulere nogle af disse værdier i denne min første klumme.
Det var utrolig fremsynet, at islandshesteejerne tidligt organiserede sig i en demokratisk opbygget forening. Dengang DI blev stiftet, var hesteforeninger ikke en selvfølge, men med dette træk overhalede man adskillige andre avlsforbund indenom. Ikke nødvendigvis fordi man havde et bedre produkt, men fordi den islandske hest blev nemmere at få øje på.
At forene avl og ridning i samme organisation virker i dag indlysende, men i 60’erne var avl noget, der foregik på landet, mens ridning var noget velhavende mennesker praktiserede på rideskoler.

Jeg har lagt mærke til slagordet ”DI gør en forskel”, der er dukket op på det sidste. Gunnar var tidligt blandt de stærkeste fortalere for  renavl af islandske heste. Han har fortalt mig, at han indimellem undrede sig over, at næsten alle accepterede denne grundlæggende forudsætning. Men manden har jo pondus som en indiansk høvding, og i virkeligheden afslutter han alle sætninger med et” Ugh!, det bliver sådan”. Man opdager det ikke altid, men det virker. Når DI overhovedet kan gøre en forskel, forudsætter det, at der findes et DI. Uden pionerernes insisteren på absolut renavl, var vi måske endt i DFF. DFF står for Dansk Flergænger Forbund. I DFF er der masser af krikker med mere end tre gangarter, men ingen aner, om nogle af dem er islandske heste. Folk, der fedter med medlemskabet af DI eller rider på papirløse heste, støtter uden at tænke dybere over det DFF. Og her er medlemskab gratis. Gudskelov er DFF ren fiktion i min krøllede hjerne. Avlere af gode danske hesteracer som knabstruppere og frederiksborgere er imidlertid i disse år i åbent slagsmål om avlsgrundlag og racebeskrivelse for deres respektive racer, hovedsageligt fordi man i generationer har været åbne for blandingsavl. Lad os prise os lykkelige for, at vi ikke træder rundt i det morads.

I gamle dage anså vi nøjsomhed for at være en grundlæggende kvalitet ved vores heste. Foderstofbranchen og nye generationer af hesteejere, med et mere udtalt pylrebehov har forvirret billedet. Der har bestemt også gennem årene været tendenser i den modsatte retning – folk der har ment at islandske heste kunne leve af halm og mudder. Nøjsomhed forudsætter dog ikke en ideologi. Man kan nøjes med snusfornuft. På Stenholt er der avlet adskillige generationer af islandske heste på samme foderplan, og i stuehuset har man haft abonnement på samme avis i de 30 år, jeg har haft min gang på stedet. Hvorfor lave om på noget, der fungerer? Ting bliver ikke bedre af at være nyere eller dyrere. Derfor føles det som at nødlande i en tidslomme, når man triller ind ad indkørslen til Stenholt. Pludselig befinder man sig i periode fra før bandereklamer og monstertrailere.

For nogle år siden opnåede jeg kortvarigt asyl på Stenholt på grund af boligmangel. Stuerne på Stenholt er et foderrum for en læsehest, og der er heste på alle hylder, både inde og ude, så det var svært at komme derfra igen. Både Gunnar og Marit er ganske belæste og, som alle ved, rasende godt skrivende.  For Marits vedkommende er det blevet til et omfattende forfatterskab. Gunnars speciale er klummerne, så det er en tung arv, vi skal løfte. I øvrigt er jeg langt fra den eneste, der har haft midlertidig opholdstilladelse på den Stenholske ambassade. Utallige er de vildfarne sjæle, der har lånt et værelse i en periode. Det er vel det bedste udtryk for den åbenhed, der alle dage har været en naturlig del af ånden på Stenholt.

Demokrati, organisering, nøjsomhed,  belæsthed og åbenhed. Og dertil internationalt udsyn.  Alt sammen klassiske dyder. Det vil ikke være politisk korrekt at kalde renavl for en dyd, men for den islandske hest har det vist sig at være ganske fornuftigt. Man kan dog ikke betegne familien Jonsson som gammeldags, tværtimod: Gunnar og Marit er moderne mennesker, ellers havde de jo ikke kastet deres kærlighed over den islandske hest engang i 60’erne.

I gamle dage havde vi alenlange præmieoverrækkelser med flag og klubfaner. Ved et Pinsestævne på Karlebo gl. boldbane var det lykkedes mig at holde det danske flag, selvom jeg var en lille punket møgunge. Så jeg halvvejs slæbte flaget gennem græsset, fuld af attitude. Ud af sekretariatsvognen lød det på Marits syngende dansknorske dialekt: ”Op med fanen, Morten”. Så ku’ jeg lære at bære et flag med ære. Nogen skal jo lære én at opføre sig ordentligt.
I øjeblikket er DI vældig optaget af vækst og succes. Husk lige at trække de gamle dyder med ind i fremtiden.

Morten Sau

Klumme bragt i TÖLT maj 2009