Den ærede redaktør introducerede i sidste års jubilæumsnummer begrebet islofil. Det er lidt af en genistreg, og jeg er diskret misundelig over, at jeg ikke opfandt begrebet. Mine islofile tilbøjeligheder slår ud på andre områder end redaktørens, for eksempel: rideture i snestorm, indtagelse af hangikjött (lammekød med et strejf af lejrbål i smagsnoterne) og min ejendommelige særinteresse: Islands historie. De første tilbøjeligheder kan forklares med, at jeg engang for mange år siden boede på Island, og aldrig rigtig kom mig over det. Interessen for Islands historie fødtes engang for mange år siden, da fotobogen ”Hestur i lífi Þjođar” udkom.
Det er bestemt ikke hver dag denne interesse kan vedligeholdes, men i forbindelse med udstillingen ”Rejse gennem Islands historie – den danske forbindelse” på Frederiksborg Slot udgiver Gads forlag nu en bog med samme titel. Hvis du nåede at se udstillingen, og ikke blev imponeret, skal det ikke afholde dig fra at investere i bogen, der er langt mere interessant end udstillingen.
Bogens artikler er skrevet af en god blanding af danske og islandske eksperter, og temaet – den fælles fortid – behandles fra helt forskellige vinkler. Anna Agnarsdóttir skriver eksempelvis om den islandske revolution i 1809 og Gudmundur Hálfdanarson skriver om håndskriftsagen. Om den islandske revolution anede jeg intet – bortset fra den, der er under opsejling i disse måneder. Håndskriftsagen troede jeg, jeg havde forstået, men her bliver den sat ind i et moderne perspektiv. Flere artikler behandler selve spørgsmålet om Danmark som kolonimagt og Islands kamp for selvstændighed ud fra forskellige synsvinkler. Afslutningen på forholdet er af flere blevet kaldt en lykkelig skilsmisse. At det blev tilfældet skyldes i høj grad, at det lykkedes at blive enige om det fælles barn, da håndskrifterne flyttede hjem til mor.
Selv er jeg mest begejstret for artiklen ”Landskabet som grundtone” om den islandske kunst. Bogen er rigt illustreret, og der er en række fine billeder med heste i landskabet.
Der er ikke en artikel om heste, selvom de jo har båret en stor del af forbindelsen. Men de er med, eksempelvis i dette hyggelige citat af fyrstemaleren Laurids Tuxen fra Christian 10.s besøg i 1921: ”Der samledes efterhånden en mængde bønder, som kom ridende fra de omliggende gårde. Jeg satte mig op mellem de fornøjelige små heste, der græssede op ad græsskråninger, og gjorde nogle rids. Efter frokost red vi til Gullfoss, hvis skumskyer man kunne se i det fjerne. Et umådeligt stort tog på grund af de mange bønder”. Det er jo som at være der igen.
Måske er jeg en uddøende race, en dinosaurus. Men jeg holder stædig fast på, at hvis vi mister forbindelsen til Island, til historien og kulturen, er der lidt mindre tilbage af hesten. Undgå dette: Læs bogen.
Morten Sau
PS: Hangikjött og andre gode islandske specialiteter fås i øvrigt hos Ishavsfisk på Amagerbrogade. Men det er jo en helt anden historie.
Rejse gennem Islands historie – den danske forbindelse
Redaktion Søren Mentz
GADS forlag
Anmeldelse bragt i TÖLT marts 2009