Den dansende tölter

Tölt er samlingspunktet for tusindvis af ryttere. Tölt er TÖLT og ikke tølt, for tölt er fra Island. Tölt er den rytme, jeg leder efter, når jeg lytter til musik. Tölt er solen i mit gangartsunivers. Jeg har redet tölt, siden jeg var ni år gammel, men jeg er ikke blevet færdig med tölt endnu.

En töltende hest er et fossil i bevægelse. Tölt var næsten avlet og redet ud af alverdens hesteracer og slettet fra rytterfolkets billede af ridehesten. Men Islands dårlige veje krævede en ridehest, der kunne rides længe uden den store indsats fra rytterens side. Fraværet af tungt markarbejde gjorde det uinteressant at avle mere masse ind i racen. Manglen på foder bremsede væksten. Isolation udelukkede påvirkning fra kontinentets skoleridning. Importforbuddet lukkede for krydsningsavl. Og fattigdom og koloniherredømme fastholdt dette ind til midten af det 20. århundrede. Lige ind til Europa genopdagede den islandske hest for 50-60 år tilbage. Det har taget århundreder og helt specielle betingelser at lave den islandske hest. Den islandske hests moderne historie er så kort, at de tossede mennesker, der importerede de første heste, stadig rider rundt iblandt os.

God tölt
God tölt er en brusende livfuld rytme under mit sæde og en let søgning til min hånd. God tölt er en fornemmelse af at balancere med hesten så ubesværet, at man kan fortsætte til verdens ende uden at blive træt. Og bevidstheden om at man rider rundt på et stykke levende historie. Sigurbjörn Bardason har kaldt tölten en dans mellem to gode venner. Når man danser, må herren være i stand til at føre, mens kvinden må være i stand til at lade sig føre. Selvom der er en rollefordeling, er resultatet harmonisk, fordi der ikke er tale om nogen former for tvang. Men tænk, hvis man udsatte sin dansepartner for tunge sko, for at få hende til at holde takten. Tænk, hvis man bandt hendes mund sammen, så hun kun kunne smile på en bestemt måde. Tænk, hvis man holdt hende i et så stramt greb, at hun kun kunne bevæge sig efter et nøje fastlagt mønster. Enhver kan jo se, at dansens sjæl ville dø. Det samme er sket for den dansende tölter. Hvordan er det sket? De heste, der landede på kajen, da de første fragtskibe begyndte at levere heste fra Island, var jo töltere. Ikke alle gode töltere, men heste med gangarter.

Fra bondehest til præstationsdyr
Den historiske islandske ridetradition var en del af en bondekultur, stort set uden en skriftlig tradition, men til gengæld med uhindret adgang til mesterlære. Felag Tamningamanna er ganske vidst en forening med en lang historie, men i de første årtier var der kun tale om et selskab, der optog medlemmer på baggrund af en tæmningsprøve. Der fandtes hverken en bagvedliggende rideteori eller en uddannelsemetode. Ridetraditionen var derfor ganske påvirkelig for nye strømninger.
Samtidig landede hestene i Danmark midt i en tid, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved alting, ikke mindst autoriteter. Så hvorfor gå til rideundervisning? Kan man overhovedet stole på læreren? Man sætter sig da bare op og rider! Der er blevet praktiseret rigtig meget gør-det-selv-ridning på islandske heste. Den islandske hest var den rigtige hest på det rigtige tidspunkt, i en tid hvor det var moderne at være alternativ. Da westernridning dukkede op i Danmark i 80’erne, var alle, der ville være cowboys, derimod klar over, at det indebar undervisning.

Snart opstod der en voksende interesse for gangartskonkurrencer blandt islænderpionerer, især i Tyskland og Danmark. I denne transformation fra bondetransport til præstationshest har to metoder haft enorm indflydelse på ridningen. Fra den amerikanske gangartstradition kom ændringen af takt og bevægelse ved hjælp af skoning og vægt, samt forflytning af rytterens tyngdepunkt ved hjælp af gangartssadler. Fra den europæiske dressurtradition plukkes de øvelser, som har en entydig gangartsforbedrende effekt. Et andet afgørende element i udviklingen er udformningen af ovalbanen, som ifølge historien fik dimensioner på baggrund af den plads, Feldmann-dynastiet havde til rådighed. Resultatet kender vi alle. Der dyrkes gangartsridning på alt fra hullede markspor til OL-lignende anlæg på flere kontinenter og nærmest hver weekend.

Alt det vi tabte i farten
Man kan mene, hvad man vil om ovalbanecirkusset. Jeg får stærke associationer til 6-dages løb. De samme ryttere på de samme cykler, et nyt sted hver weekend. Tekniske præstationer udført af specialister, og for mange indbegrebet af islænderkultur. Men selvom jeg spiller fornærmet, får jeg næppe lavet om på, at folk elsker ovalbanerne. Mit ærinde er derfor at tydeliggøre, hvad man har overset undervejs i udviklingen af gangartskonkurrencer. Måske kunne man i et jubilæumsår finde kræfter til at kigge på ridningen med andre briller end de ovale.

Først og fremmest har man overset det, der burde være alle rytteres første fordring: At hesten kan holde til at være ridehest, og helst længe. I vores verdensbillede er holdbarhedsproblemer noget, de andre racer har. I jagten på præstationer træner vi en spektakulær tölt, i stedet for en løsgjort og smidig tölt, som burde være grundlaget for en holdbar islandsk ridehest. Tölten bliver stadig mere spektakulær, men også stadig sværere at ride.

Interessen for gangartskonkurrencer har medført en imponerende vidensudvikling inden for dette speciale blandt trænere og undervisere. Men det er sket på bekostning af udviklingen af en faglighed, der uden kunstgreb kan lære almindelige mennesker at få deres almindelige hest til at gå en god, firtaktet tölt. Gabet mellem den buldrende ovalbanetölter, og den stive grissepasser på skovstien er ubegribelig. Når det er töltens magi, vi samles om, er det tragisk, at almindelige ryttere må nøjes med at tøffe rundt i grissepas.

Man kan næppe lære at ride tölt på et debatforum eller et weekendkursus. Måske tager det et par år med god undervisning og selvstudier. Måske tager det hele livet. Men man kan heller ikke lære at danse ved at få en god dansepartner. Man må selv ud på gulvet. Her bliver rigtig mange nye islænderryttere skuffede og føler sig snydt. Det er vores egen skyld. Vi har jo netop solgt hesten som et töltende mirakel. Men tölt er ikke et gear og islandske heste er ikke mountainbikes.

Islænderverdenen fandt helt naturligt en tæt forbindelse mellem hesteracen og den kulturhistoriske baggrund. Håndhesteridning, rejser til Landsmót og islandske sweaters er klassiske eksempler på dette. Derved er islandske heste blevet markedsført som et totalkoncept, som ingen andre avlsforbund har formået det. Desværre er det som om, hesten bliver mere og mere historieløs, efterhånden som den bliver stadig mere moderne. Det bliver stadig sværere at få øje på den stærke bondehest, vi fik lov at låne.

For nogle år siden sagde en klog kvinde til mig ”Islændere er følsomme og intelligente heste. Jeg forstår ikke, hvorfor I laver så lidt med dem”. Det var et udsagn, som skubbede voldsomt til min selvforståelse. Jeg holdt op med at ride konkurrencer. Jeg holdt op med at ride tölt. Jeg tog skoene af hesten. Jeg lagde sadlen frem i sadellejet. Jeg begyndte at gå til gymnastik med min hest. Nu er vi begyndt at gå til dans.

Tænk, hvis vi ved næste jubilæum kan vise, at islændersagen virkelig er præget af mangfoldighed, nysgerrighed og stærke, dansende töltere. Sådan som det hele begyndte.

Morten Sau

Oprindelig bragt i TÖLTs 40 års jubilæumsnummer oktober 2008

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.