De syv sten

Det er egentlig en fuldstændig umulig opgave at redegøre fyldestgørende for de ridningsrelaterede problemer, der er i den moderne, ”konventionelle” islandshesteverden. Jeg har forsøgt igennem forskellige artikler og debatindlæg gennem årene, uden at de på nogen måde er blevet fuldstændig dækkende. Det er ikke sikkert, at jeg har ret i alle mine betragtninger, eller at jeg får alle detaljer med. Når jeg alligevel forsøger, er det primært fordi ingen andre gør det, i hvert fald ikke på dansk.

Der findes hundredvis af internetsider om islandske heste, adskillige film og bøger, nyhedsbreve og debatfora, men langt de fleste hylder den måde, hvorpå man i dag træner og rider islandske heste. Enkelte trænere beskriver kortfattet deres metode eller inspirationskilde (primært berideruddannelsen på Holar eller horsemanship), i deres annoncer eller på deres hjemmeside, men generelt forekommer det mig, at islandshesteverdenen som den præsenterer sig, først og fremmest er præstationsorienteret og teorifattig.
”There is no zealot like a convert”, eller på dansk, ingen er mere hellig end en konvertit. Jeg har redet islændere som de fleste andre rider islændere i næsten 30 år. Så dumpede jeg ned i den akademiske sandkasse, og der befinder jeg mig godt. Hvis du synes, det følgende er langt ude, så læs det fra den vinkel.

Man kan ikke skille de enkelte problemstillinger fra hinanden, tingene hænger sammen, ligesom man ikke kan træne ensidigt på en hest, men for overskuelighedens skyld er det blevet til syv sten:

Islandshesteverden er vokset fra at være den sjove lillebror i den store hestefamilie, til at ligne den ustyrlige storebror. Først og fremmest er ridningen dybt inficeret af de eftertragtede sports – og avlspræstationer. Men heste interesserer sig ikke for præstationer, det er noget moderne ryttere har fundet på. Heste har helt andre punkter på dagsordenen. Det er en udbredt overbevisning blandt islandshestefolk, at islandske heste har et federe liv end store heste. Hvis man rider rundt på denne lyserøde illusion, kan det være svært at få øje på, at der er flere ligheder end forskelle. Men islandshesteverdenen er lige så kommerciel som storebror. Hestenes opbygning er lige så fysiologisk uhensigtmæssig og træningen er lige så ensidigt fokuseret på resultater. Og skader er bestemt ikke forbeholdt de store heste. Der er en udbredt antagelse af, at den måde man rider islandske heste på, er den eneste rigtige måde at gøre det på, selvom det er helt uden belæg i teori eller empiri. Og ud fra denne antagelse er man villig til at anvende metoder, der ville give anledning til bekymring i andre forgreninger af hesteverdenen. For eksempel gangartsskoning.

Den islandske hests fornemste egenskab er gangarten tölt, som findes bevaret blandt mange hesteracer, især uden for det europæiske kontinent i områder med specielle terrænforhold og uden avl henimod større (træk)dyr. Tölt er en gangart til fladtrådte stier. I vanskeligt terræn er trav og galop tölten overlegen, både hvad angår balance og udtrætning af hesten. Og på veje er komforten og økonomien ved at køre hestevogn slående. Tölt er en gave til rytterfolk, der ikke vil bruge energi på at lade sig transportere fra A til B, for eksempel bønder på vej til et marked. Men det forudsætter, at hesten er behagelig at sidde på, let at styre og let på hånden. Tölten mister mening, når den rides under pres, i en alt for høj form, med sænket ryg og uden balance, som er det rendyrkede billede af ovalbanetölteren.
Samtidig er denne udartning af tölten en biomekanisk katastrofe. Det eftertragtede løft udvikles ved hjælp af spænding, kompression og forskellige mekaniske indgreb. Ingen af disse sigter imod at styrke hesten, sandsynligvis medfører de tværtimod slid.

Det ensidige fokus på løft i tölten betyder, at alle kræfter bliver brugt på udvikle træningsmetoder og rideteknikker, der kan tilvejebringe dette. Det indebærer, at mange islandske heste får en ensidig, præstationsorienteret uddannelse, og at mange ryttere ikke lærer at ride, men bliver fantastiske til at få heste til at ”løfte stængerne”. Men det betyder også, at der er store huller i udviklingen og formuleringen af metoder, der kan uddanne islandske heste og deres ryttere i en mere mangfoldig og fysiologisk hensigtsmæssig retning. En understregning af dette ses af, at der ikke findes en aktuel dansksproget ridelære for ridning på islandske heste.

Ved gangartskonkurrencer på islandske heste bedømmes alle gangarter efter denne prioritering:
TAKT – TEMPO – BEVÆGELSE – FORM – UDTRYK. Det kan umiddelbart se fornuftigt ud, især hvis man ved takt forstår en stabil rytme. Det gør man ikke. Takt i islandsk forstand er et metronomisk præcist interval. Ved tempo forstås overholdelse af definerede tempi i de enkelte opgavedele. Det betyder at først som tredje, fjerde og femte prioritet er der plads til at honorere kvaliteter som løsgjorthed, lethed, energi. Kvaliteter som kan sige noget om, hvorvidt træningen og ridningen er fornuftig. I praksis betyder det at heste, som er skoet til en korrekt takt, kan holde det rigtige tempo og vise store bevægelser, vinder, selvom de er anspændte og uhensigtmæssigt formgivet.

Rigtig mange konkurrenceheste er beskåret og skoet med henblik på at ændre takt og bevægelse. Metoderne er omfattende og kreative. Det går først og fremmest ud over forhovene, som holdes store og lange, forsynes med såler, silicone og kunstig negl. Effekten er ændret overrulningspunkt, vægt, fjedring og en stor difference til baghoven. Dette er et voldsomt indgreb i hestens hove og bevægeapparat. Det er også en ubehagelig risikovillighed, idet konstruktionen indebærer en større fare for, at hesten træder sig, især gennem sving i høj fart. Desuden er det ikke ualmindeligt, at konstruktionen braser sammen under konkurrence, så hesten må udgå med 3½ hov. Og endelig er der jo tale om en ridekonkurrence, ikke en konkurrence i ekstremskoning.

Der eksisterer fortsat en forestilling om, at sadlen skal ligge bag sadellejet på islandske heste, eller at rytteren skal sidde tilbage i sadlen for at give hesten ”skulderfrihed”. Dette takler man på forskellig vis, med gangartssadler, skridsikre sadelunderlag, overbyggede knæpuder. Resultatet er i alle tilfælde en belastning af hestens lændeområde. Kombineret med den efterstræbte høje hals er resultatet en ”hængebroryg”, der skal bære rytterens forholdsvis store vægt over et meget begrænset område. Der spenderes formuer på nye sadler, hvorimod udvikling af en rygmuskulatur der kan bære sadel og rytter, ikke ofres megen opmærksomhed.

Der er også knyttet mange forestillinger om mirakler til udstyr, især bid og næsebånd. Utålmodighed og uforstand medfører i nogle tilfælde tungeproblemer, og især her er kreativiteten stor. Desuden sker der en snigende oprustning på området, det bliver åbenbart stadig sværere at holde styr på hestene. Således var man indtil 2003 i stand til at klare sig med et engelsk næsebånd, når man red med islandsk stangbid, men efter ændring af reglerne finder mange det øjensynligt nødvendigt at bruge kombinationsnæsbånd sammen med stangbiddet. Det er en ejendommelig sammensætning, som man mig bekendt ikke ser i andre ridekulturer, der anvender kandar. Det mest iøjnefaldende er, at man forsøger at løse et problem ved hjælp af isenkram, i stedet for at analysere sig frem til en forståelse af problemet.

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.