Klodsede hoveder og lodden pelts

Når jeg kører rundt i Nordsjælland og ser islandske heste med vinterdækkener og fri adgang til et sart leje af støvfri spåner, tænker jeg; Stop karusellen, jeg vil af! Snart er de sidste rester af urhest avlet og puslet væk. Næ, giv mig utígángshross og en tønde saltsild i snestorm. For at give modvægt til den omsiggribende ombygning af den islandske hest – fra lille hest til stor pony – har jeg været på jagt i bibliotekernes arkiver for at finde gode, gamle beskrivelser af vores heste, as they were meant to be!

Alle citater gengives i originalsprog og tegnsætning. Citaterne er ordnet kronologisk.

Den første skildring skylder jeg dog Gunnar og Marit, de forærede mig engang bogen En färd til Island, og satte mig derved på sporet af en meget lille niche i litteraturen. Den unge svensker Nils Ohlsson Gadde beskriver hestene sådan her:

Alting förs på på hästryggen. Isländeren rider på ett eget sätt; han sitter ikke en stilla med benen utan hugger beständigt den ene foten efter den andra i hästens sidor, så att hans ben ser ut som flaxande vingar. Når han kommer til ett stycke god väg, bär det av det starkaste hästen kan löpa. Fruntimmerna rider här lika så gott som karlarna. Den isländska hästen är liten och når blott upp til bröstet på en fullvuxen karl. Den er också ganske kort. Hästarna kan dock gno åstad med rätt god fart. De är i allmänhet ganska bekväma att rida på; många är av naturen passgångare. De isländska hästarna är lättfödda. Vid kusten får de om vintern gå ute och föda sig av tång.
Nils Ohlsson Gadde: En färd til Island 1857 LTs forlag

Den amerikanske globetrotter J. Ross Browne rejste i 1862 rundt på Island. Island var umådeligt fattigt på det tidspunkt, og det gik også ud over på hestene. Men forfatteren tager det hele med et glimt i øjet:

Til min store fortrytelse fant jeg at det var nødvendig å ha fem hester, skjønt jeg foreslo å gjøre turen helt uten bagasje.Grunden til at det trenges så mange hester er enkel nok. På denne årstid (juni) er de ennu skrale til bens efter å ha sultet seg gjennem vinteren.

.. Det var i virkeligheten intet som kunne forbause meg efter efter at jeg hadde fåt vite at hestene på Island om vinteren fores med tørrfisk. Dette er bokstavelig sant. Mangelen på korn og de knappe høyforråd gjør det nødvendig å holde liv i de arme dyr i de strengeste vintermåneder ved å gi den vraket fisk. Og hvad som er rarere: De liker den og foretrekker den for annet for! Hvilket for til hester! Tenk bare – å ri på ryggen av en hest som for en del bygget op av fisk! Intet under at noen av dem blåser som hvaler. For at yde dyrene rettferdighet må det sies at de er som svitte katter, – langt bedre end de ser ut til. Om de ikke er meget for øyet, er de i det minste hårdføre, føyelige og trofaste. Og hva som bedre er: I et land hvor det stundom er vanskelig å finne for, eter de alt untatt meget hård lava og særskilt ufordøyelig grønnsten. Før starten utførte Zoéga det islandske seremoniell med å binde hestene i rekke, hver dyrs hode til halen på hesten foran. Dette, sa han, var vanlig praksis. Hvis det ikke ble gjort, ville de spre seg når vi kom kom ut av byen, og det kunne ta timer å få tak i dem igjen. Jeg var lite redd for at hvis en af dem skulle ramle utfor et stup, kunne den rive med seg sine kammerater, eller deres hoder og haler.
J.Ross Browne; Med hest og Karjol gjennom Norge og Island for 100 år siden, J.W.Cappelens Forlag 1969

Den danske læge H. Krabbe foretog flere rejser til Island i forbindelse med bekæmpelse af en parasitsgdom, som hærgede på Island. Hans bemærkninger om islandske heste er korte men krasse; “Et lille graabrunt laadent dyr, som jeg knap ville erkjende for en hest”.”Hestene gaae omkring i gaderne og æde Fiskehoveder.”
H. Krabbe; Dagbog fra tre rejser til Island i årene 1863-1871, Veterinærhistorisk Forskning

Den svenske hippolog C. G. Wrangel, som rejste rundt i store del af verden og studerede heste, giver denne karakteristik af islandske heste:

Islands hesteavl repræsenteres af en lille Ponyrace, der kan føres tilbage til Heste af den norske fjordrace, der indførtes i året 941. Den Islandske pony maaler fra 116 til 136 Ctm. Med sit klodsede Hoved og sin lodne pelts gjør den vistnok ikke noget pynteligt Indtryk, men naar det gjælder om at døie Ondt og bære tunge Byrder over uveisomme Strækninger, udfylder den sin Plads med al Ære. Mange af disse Heste udføres aarlig fra Akureyri til Skotland for at anvendes i de engelske Kulgruber, hvor de maa tilbringe Resten af deres Dage i evigt Mørke. Eliten kan dog gjøre sig haab om en lykkeligere Skjæbne , og jeg vil da blandt Andet nævne, at Lorderne Cecil i Orchardmains have anlagt et Ponystutteri med 7 Hopper af reen islandsk Race, og at der derfra er ugaaet mange ligesaa nydelige som brugbare Smaaheste til Ride- og kørebrug for Damer og Børn. Denne forbedrede islandske Pony er i de sener Aar ogsaa bleven meget populair i Tydskland, hvor udvalgte Exemplarer betales med 350 – 400 Reichsmark. Island har noget over 30,000 Heste. De bedste ponyer findes i Nesbygden ved Hornafjord Øst for Ikaptafellsyssel.
C.G. Wrangel. Håndbog for Hestevenner. Dorthealyst 1887

Den danske officer og arkæolog Daniel Bruun foretog undersøgelser i store dele af verden. Han har skrevet adskillige bøger om Island og herunder om islandske heste:

Hesten (hestur) findes i mængder paa Island. Den er lille, temmelig laaden og uanselig; men den udmærker sig ved frem for de fleste andre af Verdens hesteracer ved sin Udholdenhed og Nøjsomhed. Der skelnes i høj grad mellem Rideheste og Pakheste. Den islandske Ridehest, maa om den skal føre sin Herre hurtigt og sikkert fra Sted til andet, være vant til at færdes i alt slags terræn: over rivende Elve, i Lavamarker, paa Stensletter, langs stejle Afgrunde og sumpede Moradser og Is og Sne, og den maa være haardfør for at kunne taale det barske Klima og udholdende og hurtig for at kunne tilbagelægge de vældige Afstande i forholdsvis kort tid. Men alle disse egenskaber er den ogsaa i besiddelse af: den er Menneskets uadskillelige og uundværlige Ledsager, og den spiller en Rolle for den Islandske Bonde som næppe noget Husdyr andetsteds i Verden, thi uden den vilde han intetsteds kunne færdes.
Daniel Bruun: Hesten i nordboernes tjeneste. Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1902

Ak ja, 11o år senere løb hestene forgæves rundt i en multihal, mens folket klappede begejstret.

Morten Sau
Artiklen oprindeligt bragt i Ishesten april 2012

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.