Min hest har næsen forrest!

Min hest har næsen forrest! Rid rigtigt og få en sund hest
Gerd Heuschmann
Borgen 2010

Julegaven til junior
Det tyske forlag Wu Wei sender hestebøger, magasiner og DVD’er ud med fuld kraft på det enorme tyske marked, og det har vi også glæde af i Danmark. Så her nogle måneder efter udgivelsen af Heucshmanns ”Det ømme punkt” udgiver Borgen ovennævnte titel af samme forfatter, med fuldstændig samme tema, men en anden målgruppe, nemlig unge ryttere.

Sproget er gjort mere børnevenligt, forståelsen af anatomi og biomekanik er forenklet og illustrationerne er suppleret med tegninger, som kunne være fra et rigtig godt ponyblad. Men budskabet er det samme, at moderne konkurrenceridning ikke tager nok hensyn til hestens velbefindende og holdbarhed. Det er ganske tankevækkende, som voksenlæser at se budskabet formidlet til unge mennesker, og jeg var ikke fri for at få en klump i halsen under læsningen. Det er lidt som at læse en børnebog, der skal forklare, hvorfor nogle mennesker dør af kræft i en ung alder. Det er bare for hjerteskærende sørgeligt. I dette tilfælde fordi man ved, at mange unge mennesker vil vokse op og kopiere de voksnes konkurrenceridning kritikløst.

Det store spørgsmål bliver så, om en bog kan få målgruppen i tale, og om den kan medvirke til, at unge mennesker ændrer adfærd. Den kan næppe stå alene. Formentlig formes unge menneskers rytteruddannelse  først og fremmest af de ridemiljøer, de færdes i, og af de undervisere de møder, og så er der lige forældrenes indflydelse. Alligevel vil jeg anbefale bogen til husets juniorer. Den gør et helhjertet forsøg på at formidle et vanskeligt stof meget pædagogisk. Og så vidt jeg kan overskue, findes der ikke rigtig noget alternativ.

Men en anden målgruppe kunne være DI´s junior- og uddannelsesudvalg. For bogen giver inspiration til ikke uvæsentlige refleksioner: Hvordan skal unge ryttere lære at ride: Skal de fodres med teori, eller skal det leges ind?  Skal de have lov til at fræse ponyer i starten, eller skal de have skolet deres sæde og motorik under longering? Og hvordan lærer man unge mennesker horsemanship? Og har DI en politik på dette område?

Desværre læser oversættere ikke anmeldelser. Så også i denne bog rider hesten, en sproglig forbandelse som jeg også brokkede mig over sidst. Og det er i hvert fald ikke noget at lære børn!

Morten Sau

Anmeldelse bragt i TÖLT november 2010

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *