Den islandske kandartradition

”Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, styrer vi hele deres krop. Som skibene – så store, og styres af et ganske lille ror”. Jakobsbrevet

Da jeg for snart mange år siden forvildede mig ind i dressurens verden, stødte jeg på et udtryk, som jeg aldrig havde hørt før. ”At ride på blank kandar”. Egentlig stødte jeg på mange udtryk, som jeg ikke kendte, men dette fandt jeg særligt fascinerende. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg allerede red på blank kandar, når jeg engang imellem puttede et stangbid på hesten, uden at tænke så meget over det. For at ride på blank kandar vil sige at ride med kandar uden at tilføje et trensebid eller en kapsun. Det er det, vi gør, når vi anvender det islandske stangbid.

Over hele verden har hestefolk i vidt forskellige ridekulturer konstrueret både trensebid og kandarer med indsigt og snilde. Der findes også bid, hvorom man må tænke, at konstruktøren bag må have haft en rigtig rådden dag eller hest. Det gælder både, når man anskuer fænomenet i et historisk perspektiv, og når man ser på dagens udbud. I mange historiske ridekulturer har man foretrukket kandaren med dens vægtstangseffekt. Det kan ses som et ønske om større kontrol over hesten, men det er en forenkling. En lidt mere præcis forklaring er, at kandaren bedre end trensen muliggør ridning på én hånd på en hest, der går i samling, hvilket i mange kulturer har været et både praktisk og æstetisk ideal. Praktisk, fordi det tillader rytteren at have et værktøj i den tøjlefri hånd. Æstetisk, fordi det tydeliggør, at rytteren behersker hesten uden at bruge kræfter på det.

Biddets effekt – i korte træk
For at nærme sig en forståelse af det islandske stangbids særlige karakteristika, er det nødvendigt at forstå forskellen på kandaren og trensebiddet. Kandaren kan noget, trensebiddet ikke kan, det kan påvirke hestens formgivning ved en sænkende og halsforlængende effekt. Trensebiddet kan noget andet, det kan virke løsgørende, løfte hals og hoved samt påvirke halsens langsgående stilling og derved give rytteren en umiddelbar indflydelse på bevægelsens retning. (Det er egentlig en illusion, idet det jo er benene, ikke halsen, der bestemmer retningen). Men hvad gør man, når man ønsker begge effekter? Den udfordring har nogle ridekulturer løst ved at anvende en bosal, jaquima eller ridekapsun rundt om hestens mule sammen med kandaren. Det indebærer, at man i hvert fald i første del af hestens uddannelse rider med to sæt tøjler.  Andre ridekulturer har fundet andre løsninger, eller har ladet sig nøje med en mindre forfinet teknik.

Blank kandar
Den mellemeuropæiske ridekunsts adelsmærke var frem til moderne tid den blanke kandar ført med en hånd. Når hesten var uddannet til et niveau, hvor man kunne angive bøjning og retning med sædet og med tøjlen mod hestens hals, blev den stillende tøjle overflødig.  Man kan fortabe sig fuldstændig i dette fænomen ved at studere litteratur, malerier eller rytterstatuer. Sådan som billedhuggere og malere portrætterer ryttere i deres kunst, er det utænkeligt, at heste med blank kandar rides med to hænder.  Københavns museer og pladser er fyldt med eksempler på dette. I dag er denne tradition ved at forsvinde. Selv de klassiske, europæiske rideskoler har opgivet den blanke kandar som ideal. Vil man se ridning på blank kandar, er det blandt udøvere af discipliner som doma vaquera eller westernridning.

Kandar og bridonbid
En forholdsvis moderne løsning er at lægge både et tyndt trensebid og en kandar i hestens mund. Derved opnår man tilsyneladende ”det bedste fra begge verdener”. Denne optømning fik stor udbredelse i forbindelse med kavaleriets behov for hurtigt at levere store mængder rekrutter til fronten, især omkring første verdenskrig. I dag er denne løsning blevet et krav ved dressurkonkurrencer på højt niveau, og anses af mange for at være klassisk, selvom den næppe er 100 år gammel. Og to bid giver fire tøjler og dermed en større risiko for båndsalat, så løsningen er egentlig hverken klassisk eller praktisk.

Det islandske stangbid
Den traditionelle islandske ridekultur udspringer af behovet for at kunne arbejde og lade sig transportere på ryggen af en hest, ganske som i resten af verden. Men i modsætning til mange steder i Europa, opstod der ikke en akademisk overbygning, hvorfra ridekunsten kunne udvikles. Tværtimod er ridningen forblevet en del af hverdagslivet helt op til moderne tid. Dialogen med ridekulturer i verden udenfor Island har været meget begrænset. Det er ud fra dette perspektiv, man må forstå det unikke islandske stangbid, som faktisk ikke ligner nogen anden traditionel kandar.  Med det islandske stangbid har man skabt en hybrid, som både har kandarens vægtstangseffekt og trensebiddets stillende effekt, eller ”lidt fra begge verdener”. Fra forskellige fund ved man, at der på Island er blevet anvendt trensebid indtil det 15. århundrede, men at man meget forsinket i forhold til kontinentet begyndte at anvende stangbid i det 16. århundrede. Stangbiddet blev efterhånden så udbredt, at man ikke anså det for muligt at ride på trensebid, som dog blev anvendt til køre- og håndheste. På mange historiske billeder ses endog køreheste med stangbid.   Rideheste blev tilredet på stangbid- og redet på stangbid.

Da Europa i 60’erne fik øje på den islandske hest, var det angiveligt næsten umuligt at finde et trensebid på Island. Hvordan stangbiddet har gennemgået forskellige transformationer, til det vi kender i dag, ved vi meget lidt om. På islandske museer findes der dog forskellige mellemformer og sågar bid hvor stangdelen er konstrueret af vædderhorn. Man ved også, at der blev skelnet mellem lette og korte stangbid til kvindelige rytteres heste, og længere, tungere stangbid til herrernes heste. Helt tilbage fra vikingetiden findes fund af både trense- og stangbid fra Norge og de britiske øer, men disse minder ikke om det islandske stangbid. Vil man opleve de mange forskellige stangbid kan et besøg på det islandske nationalmuseum eller på samlingen på Skogarsafn anbefales.

Der er en række helt specielle træk ved det islandske stangbid:

Det har ikke nogen overbom, men en trensering. På en traditionel kandar vipper overbommen frem, når underbommen påvirkes af tøjlen. Derved påvirkes hestens nakke af hovedtøjet. Denne effekt er minimal på det islandske stangbid, idet hovedtøjet roterer i trenseringen. Derved er det islandske stangbid meget mindre sænkende, end andre kandarer.

Det islandske stangbids mundstykke er traditionelt et delt bid uden tungefrihed. Delte bid er relativt sjældne på traditionelle europæiske kandarer. Det delte mundstykke muliggør en indirekte drejende effekt, som dog er ikke nær så direkte, som i et trensebid, idet den jo formidles gennem stængerne.

Hele konstruktionen af et islandsk stangbid er meget løs og bevægelig, på grund af ledforbindelsen mellem stang og bid samt den manglende overbom. Rider man med løs tøjle, vil et stangbid gynge i hestens mund. Da jeg i 80’erne boede som nabo til den gamle islandske tamningamadur Matthias Eiđsson, vidste vi altid, om han red tölt eller trav, når han red forbi. Trav red han for løs tøjle, så man kunne høre kædens ringlen på lang afstand, men det var sjældent, vi hørte den lyd. Han brød sig vist ikke om at ride trav. En ægte kandar er derimod stille og bevæger sig kun, når tøjlehånden påvirker den.

Underbommen på det islandske stangbid er relativt lang og bagudbøjet. Dette forekommer også på historiske kandarer, men her var årsagen til denne konstruktion, at de barokke hesteracer havde særdeles højt ansatte halse og små hoveder. En lang underbom giver i dette tilfælde en heldigere tøjlevinkel på hestens hals, hvorved man lettere kan flytte hestens skuldre mellem tøjlerne.

Desuden er underbommen udadbøjet. Den meget bevægelige konstruktion betyder, at trenseringen over biddet kan klemme hestens overkæbe, hvis rytterens holder sine hænder for spredt. Dette forhindres af underbommens bøjede profil.

Det islandske stangbid har, takket være den løse kæde en lang rotation, fra neutral til antrukken position næsten 90 grader, modsat kandarens der højst må rotere 45grader. Kæden skal – i følge traditionen – først lægge sig til ved en lige linje mellem stang, tøjle og rytterens underarm. På islandsk hedder det at hesten skal ”elta keđjuna” – ”ælte” eller følge kæden.  På en kandar påvirkes hesten mere konstant af både bid og kæde og den skolede rytterhånd opnår en mere stabil føling med hestens mund.

Det islanske stangbid fungerer nogenlunde som et trensebid, så længe hesten går med hovedet lavt. Man kan derfor, så længe hesten holder hovedet i en relativ lav position, bøje hesten med et islandsk stangbid. Først når hesten løfter sit hoved for højt, eksempelvis i tölt, påvirkes underkæben af kæden og derved træder vægtstangseffekten til.

Som nævnt findes der, så vidt jeg ved, ingen beskrivelser af, hvordan det islandske stangbid har fået den form, vi kender i dag. Mit gæt er, at man er blevet inspireret af den europæiske kandar, men ikke har fundet den nyttig til den tids islandske hest. Op til midten af det 20. århundrede, var den islandske hest karakteriseret ved en lavt ansat hals og et stort hoved. På den type hest har man ingen glæde af kandarens sænkende effekt, snarere tværtimod. Men det kan være fordelagtigt med et bid, der skærper hestens opmærksomhed på rytterens hånd, for nu at sige det pænt.

De gamle stangbid var tunge, støbte bid med en mindre ring i stedet for en overbom. Man foretrak tunge lædertøjler. Dette medvirker til, at biddets funktion ligner kandarens. Og på billeder fra 1900tallet håndterer bønder og handelsmænd stangbiddet med en let hånd og uden næsebånd.  På mange billeder føres tøjlen i en hånd.  Dette ligner fuldstændig den europæiske anvendelse af den blanke kandar. Så der findes givetvis en islandsk tradition for at ride på kandar.

Det moderne islandske stangbid af rustfrit stål er let og anvendes oftest med næsebånd. Både underbommen og trenseringen er blevet forstørret. Der rides med to hænder og en fast forbindelse til hestens mund. Stangbiddet anvendes primært som et effektforstærket trensebid, efter et i mange tilfælde meget kort træningsforløb. Man må nok konstatere, at der fortsat rides med islandske stangbid, men den traditionelle anvendelse af kandaren er der ikke mange der håndhæver. Det er trist, for det islandske stangbid er et smukt bid, der fortjener at blive anvendt som en blank kandar.

Morten Sau

Artikel bragt i TÖLT februar 2011

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.