Dressur med hjerte og forstand: Fra unghest til grand prix
Hasse Hoffmann
Forlaget Wiegården 2011
Danske forlag har det tilsyneladende opgivet ryttere som potentielle bogkøbere. Der er i hvert fald langt mellem de nye titler. Bent Branderups ”Klassisk Ridekunst” dukkede op lige omkring 2000 og ”Dressur med Kyra” er fra 1996. Hvis man er sulten efter mere end sjov, må man læse tysk eller svensk. Undtagelsen er Gerd Heucshmanns bøger, men disse er overvejende tunge debatindlæg. Der er trods alt mere foder i en ridelære. Så når der dukker en spritny, dansk bog op af en dansk berider, så skal der anmeldes.
Med et ben i den islandske hesteverden og et i den akademiske dressur er mit perspektiv bredt, men min gangart sjældent vaklende. Hasse Hoffmann repræsenter både det, som den idealistiske islænderverden opponerede imod i 70’erne (dressursnobberiet), og det den akademiske verden distancerer sig fra (dressursporten). Fuld af forbehold og med en veloplagt modvilje begyndte jeg at læse, og i starten gik det godt. Et mantra i mit hoved lyder: Dressuren er til for hesten, ikke hesten for dressuren. På det punkt er der ingen vaklen, Hoffmann skriver om dressurheste og for dressurryttere. Det lægger han på den anden side ikke skjul på, undertitlen er ”Fra unghest til grand prix”. Store dele af bogens kapitler er bygget op omkring Dansk Rideforbunds fordringer for dressur og meget traditionelle i deres dressuropfattelse. I den forstand er der tale om helt almindelig sportsdressur, som den har udviklet sig gennem dette og forrige århundrede. Henvisninger til dressurens historiske baggrund eller store mestre finder man ikke i denne bog. Der er heller ingen forsøg på at inddrage nyere læringsteori, biomekanik eller andre positive udviklingstendenser i hesteverdenen. I den forstand er det en ny, gammeldags bog. Og det kunne nogen se som en ros.
Min indfaldsvinkel til dressuren er en lidt anden. I et historisk perspektiv synes jeg, det er væsentligt at kigge længere tilbage, fordi dressuren både i teori og praksis nåede sit højdepunkt i barokken, og i et horisontalt perspektiv må en ridelære være mere universel, fordi en bæredygtig metode bør være i stand til også at forholde sig til andre heste end heste, der er avlet til sportsdressur. Der er også detaljer i denne bog, man kan lade sig irritere over. Kommateringen er håbløs. Tips og billedtekster er igennem det meste af bogen bidder fra brødteksten, så som pligtopfyldende læser får man ofte den samme sætning serveret tre gange. Figurerne er få og nogle gange fejlbehæftede, til gengæld er billederne gode og ofte illustrative. Bogen er ghostwritet af en journalist, og det giver nogle gange et forvirrende perspektiv.
Men efterhånden som man får gnavet sig ind i bogen, og især når man når frem til kapitlerne om galop, piaffe og passage breder respekten sig. Manden ved, hvad han taler om, og han taler med en sympatisk stemme. Detaljeringsgraden er overbevisende, og under læsningen får jeg den kætterske tanke, at jeg må eje en tregænger, så jeg kan opleve en ordentlig galop. Det er et kompliment. Bogen er bedst i de passager, hvor Hoffmann formulerer sine etiske overvejelser om konkurrenceridning. Han udtrykker sin kritik af udviklingen inden for konkurrencedressur med denne konstatering, at ” en stor del af de haltheder og sundhedsmæssige problemer, som vi oplever hos hesten skyldes, at rytterne er blevet til dressurryttere, og ikke ryttere, der rider dressur”. Måske er vi ikke der endnu, men udviklingen går i samme retning, at vi får ryttere, som primært er ovalbaneryttere, frem for ryttere, som indimellem rider på ovalbane.
Når man fået nok af trendy kogebøger om raw food og veganske festmiddage, vender man indimellem tilbage til Frøken Jensens Kogebog. Dressur med hjerte og forstand er Frøken Jensen dressur.
Morten Sau
Anmeldelse bragt i TÖLT april 2012