Halldór Gisli Gudnason og Heidi Philipsen
Gyldendal
Der går år mellem nyudgivelser på dansk om ridning på islandske heste. I dette årti er der vel kun udgivet én seriøs bog om emnet på et anerkendt forlag, nemlig Ellen Thamdrups ”Ridning på islandske heste”. Da DI i begyndelsen af 80’erne i samarbejde med Eidfaxi udgav Eyjólfur Isólfssons ”I sadlen”, var det en kæmpe mavepuster for foreningens økonomi. Til gengæld var bogen også state of the art på daværende tidspunkt. Siden er det blevet betydeligt billigere at udgive bøger, men det har ikke betydet, at bøgerne om islænderridning er kommet væltende. Derimod har vi i islænderverdenen opdaget, at vi kan lære noget af resten af hesteverdenen, så i dag står der nok en del bøger om horsemanship og (klassisk) dressur på stigereolerne hos familien Islandsen. Desuden har markedet ændret sig på grund af tilgængeligheden af DVD-mediet og internettet. Men bøger kan noget andet end film og net: Bøger kan gå i dybden, spidsformulere, definere og sætte punktummer. Desuden er der siden de nævnte bøger sket en enorm vidensudvikling i hesteverdenen. Så en opdatering af, hvad vi i dag ved om ridning på islandske heste er kærkommen. Derfor bliver man nysgerrig, når der dukker en ny, dansksproget bog op hos den lokale papirpusher med titlen ”Dressur for islænder”. Bogen henvender sig angiveligt til alle islænderejere, både begyndere og erfarne, så her må være noget at hente. Dens indfaldsvinkel er ganske vidst ikke ny, der er også dressur i de ovennævnte bøger, men nu er dressuren kommet med i titlen, og det er nyt.
Bogen er desværre et meget præcist billede på, at tilgængeligheden af enorme mængder viden og meninger, samt alles ret til at blogge eller udgive denne viden, ikke er nogen garanti for kvalitet. Her serveres ideer og holdninger fuldstændig ufordøjet, og man spørger indimellem sig selv, om forfatterne selv har forstået det, de serverer. Derfor er dette ikke nogen venlig anmeldelse, men jeg skal forsøge at være grundig.
Indledningsvis nævner forfatterne forskellige inspirationskilder, som er ret vanskeligt forenelige. For eksempel Andreas Helgstrand, der som bekendt rider moderne sportsdressur, og i næste sætning Bent Branderup, som har sin egen lille niche inden for den klassiske dressur. Bogen redegør ikke for, hvordan man formår at forene disse to modpoler. Og det er kun begyndelsen. Senere præsenteres læseren for klikkertræning, hestefodbold, horsemanship ad modum Monty Roberts, pilates, rytterpsykologi, Hólarmetoden, one rein stop, og westernrytterens sæde. Alt sammen i brudstykker, som ikke integreres, måske fordi de ikke kan?
Man vil gerne tro, at en bog udgivet i 2009 er en moderne bog. Derfor er det beskæmmende at blive anbefalet metoder, som man gik og troede var historie. Eksempelvis anbefales det, at man longerer utilredne importheste bundet til en pæl. Senere skal man lade hesten løbe løs rundt med sadel, trense og indspænding i ridehuset. Det er mig en gåde, hvordan man kan referere til forskellige moderne træningsmetoder, men samtidig er villig til at sætte hesten i en potentielt meget stressfyldt situation.
Bogen igennem kredses der konstant om begrebet samling og bæring, men forfatterne kan ikke rigtig blive enige med sig selv, om hvad de skal kalde det. Her er nogle eksempler: ”hæve ryggen”, ”bære sig selv på bagparten”, ”sætte sig ordentligt ned bagtil”, ”indundertrædning”, ”bagpartsaktion”, ”trampe op under sig”. Allerede i bogens indledning hævdes det, at islænderens beskedne størrelse gør, at den har et stort potentiale for bagpartsaktion, fordi man sidder tættere på hestens bagben. Ifølge den logik skulle kategori III-ponyer have endnu lettere ved bæring!
Bogens store åbenbaring er anvendelsen af dressurøvelserne versade og traversade. I forbindelse med versaden redegøres der for forskellige metoder til at introducere hesten for øvelsen fra jorden, hvilket ikke er tilfældet med traversaden. Og man får ikke at vide, hvilken metode forfatterne selv mener er bedst. På de ledsagende billeder er der ikke på noget tidspunkt tale om vellykkede sidebevægelser. Hestene træder forbi tyngdepunktet og er forkortede og kontrastillede af en alt for hård tøjlehånd. Man kan have mange gode hensigter med at ride sidebevægelser, men at krølle hesten sammen er vel ikke en af dem? Og spørgsmålet er, hvad man har begrebet, når man vælger at vise et så mislykket resultat? Et andet mål med sidebevægelserne er, ifølge bogen, at forbedre hestens holdning. Desværre ser man heller ikke heste med en vellykket formgivning i billedmaterialet, tværtimod ser man heste på forparten og med underhals. Versaden og traversaden beskrives som øvelser, der giver bæring. På ejendommelig vis kommer dette i bogen langt før det løsgørende arbejde. Det kræver bare ét opslag i stikordsregistret at konstatere dette. Uanset hvilken rideteori man bekender sig til, er alle vist enige om, at rækkefølgen nødvendigvis er omvendt. Det siges så enkelt i Benni Lindals Harmony ”Remember, first soft, then strong”.
Traversaden fremhæves til at ”rense” tölten, fordi hesten ikke kan gå grissepas i traversade, men nogen forklaring herpå gives ikke. Alle vegne i bogen udføres forsøgene på sidebevægelser med islandsk kandar/kombinationsbid og krydsnæsebånd. Det er blevet moderne i det sidste årti at ride med denne ejendommelige hardware. Men en forklaring på hvorfor man konsekvent vælger den løsning, havde nok været på sin plads.
Bogen igennem er der en række uheldige oplysninger og forklaringsmodeller. Eksempelvis hævdes det, at der findes femgængere andre steder i verden. Der findes töltende heste og der findes heste der løber væddeløbspas, men ikke femgængere. Og de fleste kendte töltende racer findes ikke i Sydafrika og Nordamerika, som bogen hævder, men i Sydamerika.
At det ikke er fysiologisk hensigtsmæssigt at heste æder fra en høj høhæk er efterhånden kendt viden. Men ligefrem at kalde det for pilatestræning at hesten æder fra jorden, det går ikke. Jeg kan jo (desværre) heller ikke kalde det en strækøvelse, at jeg ligger på sofaen, idet en strækøvelse forudsætter et stræk udover kroppens almindelige bevægelsesområde. En anden specialitet(/absurditet) er påstanden om, at klikkertræning arbejder med hestens instinkt. Klikkertræning er forstærkning af en betinget refleks, hvilket er noget helt andet end instinkt.
Anmeldelse bragt i TÖLT
Som mange andre opfatter forfatterne vægtændring i form af skoning og klokker som en hjælp til hesten for at finde den eftertragtede tölttakt. Jeg vil mene, at det måske er en hjælp til rytteren, der ikke har lært at finde takten. Men bogen blander vægtændring på benene sammen med rytterens vægtforlægning i sadlen og påstår, at effekten er den samme. Vægt på hestens forben forstærker penduleffekten og kan derved ændre på takten. Mens det at forlægge sit tyngdepunkt fremover hovedsageligt bringer hesten på forparten. I nogle tilfælde får man samtidig aflastet hestens ryg, så den begynder at fjedre og finder en bedre takt. Men der er tale om helt forskellige biomekaniske fænomener.
Endelig er der selve forklaringen på, hvordan man sætter en hest i tölt. Efter på forskellig vis gennem hele bogen at have døjet med bæring, skal man få hesten til at trippe for at få den i tölt. Trip er korte anspændte skridt, altså det modsatte af alt det, vi gerne vil have hesten til. Så den gode forklaring på, hvordan man rider tölt, får man ikke denne bog.
Det er altid dejligt at se billeder af islandske heste i det islandske landskab. Også i denne bog. Men man skal bladre forbi mange billeder af ringe ridning for at finde dem. Når man skal vise den bæring, der hele tiden fables om, må man således nøjes med en tegning. Når man derimod vil vise korrekt placering af sadlen, tager man et billede af en hest med et stort sadelunderlag, i snevejr, så man absolut ingenting kan se. Og sådan kan man blive ved.
Bogen slutter med afsnit om fodring og sommereksem. De er ikke helt umulige. Men også inden for disse temaer findes der bedre bøger.
Den gode bog på dansk om ridning på islandske heste er stadig en gammel bog.
Morten Sau