Avl og hestevelfærd

”Ja eksempelvis findes der hingste, hvor afkom skal være et til to år ældre end artsfællerne for at være klar, og det er både en fordyrelse, en besværliggørelse ligesom det kan have en snært af negativ hestevelfærd i sig”.   Sådan skriver Søren Erik Pedersen, formanden for avlskomiteen i sidste måneds klumme. Det er en påstand, som jeg gerne vil udfordre.  Jeg er ikke avler, men rytter, hvilket jeg betragter som en absolut fordel i denne sammenhæng. Avlspolitik er for vigtig til, at man kan overlade den til avlere.

Det er fikst at trække hestevelfærdskortet op i denne sammenhæng, for hvem kan dog have noget imod hestevelfærd. Men med den højt specialiserede kåringsform, der efterhånden er udviklet, dømmer man kun et særdeles indsnævret udvalg af den islandske hests mange egenskaber. I store træk vurderer man en hests potentiale til hurtigt at lære at kunne løbe frem og tilbage på en lige bane, i 4-5 gangarter. Så når hesten er kåret, ved vi om den er god til specifikt at udføre disse opgaver.

Nu er de jo ikke alle heste, der skal være avlsheste, og for rytterne af alle de andre heste – det vil sige langt de fleste medlemmer af denne forening – er der en vifte af egenskaber, som er afgørende for, om hestens liv bliver præget af velfærd:
•I den sammenhæng er holdbarhed væsentlig. Kan hesten holde til almindelig ridebrug, eller skal man forvente, at den i perioder er halt eller har ondt i ryggen, fordi den ikke er solid nok? Med fokuseringen på at heste skal være hurtigt klar, bliver indsigten i hestenes holdbarhed væsentlig forringet.
•Hesten får også brug for en anden væsentlig egenskab, hvis den skal være en glad ridehest. I mangel af bedre kan vi kalde det tolerance for rytterfejl. Langt de fleste af os er som udgangspunkt håbløse ryttere, der i mange år vil famle os frem på ryggen af de stakkels heste. Også her kommer hurtigt-klar-konceptet til kort. Det, vi ved om de unge heste vi ser til kåringer, er, om de egner sig til en lyntilridning, og det er noget helt andet.
•Hvis det skal blive ved med at være sjovt at ride på den hest, man har valgt, er det en fordel, at den har et udviklingspotentiale. Det ikke afgørende, hvad den kan lære de 3-4 måneder, den er i tilridning, men i de 15 – 20 år den er i ridning. Man kan mene, det er et sentimentalt synspunkt, men jeg vil påstå, at det er forringet hestevelfærd, hvis en hest skal opleve at skifte ejer gang på gang, fordi rytteren må opgive at komme videre med den.
•Og så er der gangarterne. Ti ud af ni køber en islandsk hest for at ride tölt. Ni ud af ti oplever problemer med at få tölten til at fungere. Det er der nok en række forklaringer på, men en ikke uvæsentlig forklaring er måske de ekstremt specialiserede kåringsryttere, der viser mange af hestene. Ryttere, der kan få hvad som helst til vise showtölt. Fænomenet svarer lidt til at give formel 1-kørere ansvaret for at teste familiebiler.  Det ville give en meget begrænset indsigt i bilernes rummelighed og benzinøkonomi. Tilsvarende giver vores kåringssystem en meget begrænset indsigt i, hvordan hestene vil fungere for almindelige ryttere. Og når det er svært for almindelige ryttere at finde en god tölt, har det konsekvenser for hestevelfærden. For så begynder hele repertoiret af tvivlsomme løsninger at lokke: mærkelige bid, mere stål, kortere tøjler, tilbage med sadlen. Og for dem der ikke finder töltens magi: grissepas, en gangart med indbygget opslidning.

Hurtigt klar er først og fremmest et spørgsmål om økonomi. At tale om hestevelfærd i den sammenhæng, er vinduespynt i en tvivlsom butik. Det afgørende spørgsmål til avlerne er vel: Avler man en gangartshest med potentiale for deltagelse i forskellige former for festivitas?
Eller: Varetager man bevarelsen af et stykke nordisk kulturarv, med en række egenskaber, herunder gangarter?
Jeg ved, at jeg lyder gammeldags. Men jeg synes ikke, man skal ombygge kirker til tennishaller, bare fordi der er loftshøjde til det.

Bedømmer man det der er vigtigt, eller bliver det man kan bedømme det vigtige?

Morten Sau

Klumme bragt i TÖLT maj 2011 under overskriften “Den islandske hest – gangartshest eller nordisk kulturarv?”

 

Dette indlæg blev udgivet i Klummer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.